Anmeldelse

Elevcentreret skoleledelse

Ledelse for alle

Viviane Robinson har fat i det centrale, når det handler om at drive skole. Lærere, skolepolitikere og andre interesserede kan med fordel læse med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen bygger på forskning i, hvilken form for skoleledelse der giver den bedste effekt på elevernes læring. Især amerikansk, men også australsk og norsk forskning har bidraget til den viden, som forfatteren til bogen her formidler. Der kan defineres fem dimensioner, som har størst betydning for eleven. Anmeldelsen kan ikke komme omkring dem alle, men fokuserer på de vigtigste.

Fakta:

Titel: Elevcentreret skoleledelse

Forfatter: Viviane Robinson

Pris: 372,50

Sider: 168

Forlag: Dafolo

Ledelse skal forstås bredt som styring af undervisning ikke bare via skolelederen og andre ledere, men også af fagformænd, teamledere og andre, der er beskæftiget med at lede læreres virke. Tidssvarende og god skoleledelse kan have mange hjælpere.

Et godt læringsklima opstår, når lederen er fokuseret på skolens kerneaktiviteter og nøje sætter sig ind i det, som foregår i de enkelte klasser. Lederen skal vide, hvordan elever lærer, og skal selv være kompetent inden for faget. For at få legitimitet til at få andre til at forandre praksis skal lederen kommunikere positivt og effektivt i forhold til lærerne og gå ind i faglige diskussioner med åbne spørgsmål. Lederen skal være bevidst om, hvad der trænger til at blive forbedret. Kun lærerne kan ændre deres arbejdsmetoder. Dette sker ikke bare via kurser og møder alene, men læreren skal se behovet for forandring og være enig i begrundelserne for ændringer.

Når anden praksis så er indført, skal der grundige opfølgninger og tid til, før det nye kan begynde at virke. Ved hjælp af specifikke test skal resultaterne kunne konstateres, ligesom eventuelle behov for justeringer skal påvises.

En vigtig forudsætning for en god skolekultur er, at der hersker et velordnet og trygt klima for elever og for lærere, samt at gode lærere fastholdes, og at disse får lov til at spille aktivt ind i skolens udvikling.

Jeg kan kun klappe i mine små hænder over denne bogs budskab og håbe, at beslutningstagerne inden for skolespørgsmål vil læse den godt og grundigt og tage ved lære. Viviane Robinson er helt inde ved kernen af, hvad skole drejer sig om. Og så bør bogen i øvrigt læses af alle de lærere, som også er optaget af at udvikle en god skole, og det er rigtig mange. Alle lærere udøver ledelse, og bogen kan give et godt skub også til frugtbar klasseledelse.