Gert Biesta, professor of education fra nederlandene, var i Danmark i februar 2015, besøget var vel tilrettelagt af hans danske forlag sammen med Lene Tanggard UCN, VIA og UCC. Der blev også tid til tre interviews, hvoraf jeg fik det ene. Jeg traf en veloplagt foredragsholder, som selv i de yderst store, propfyldte foredragssale virkede afslappet og selvironisk kommenterede den næsten overvældende interesse fra hans danske publikum, `jamen, jeg er da ikke en rock-star`. 

I bilturen fra hans hotel i København til Ritz i Aarhus glemmer man motorstøjen, som ellers, ind imellem øredøvende, kan forstyrre interviewoptagelsen på min diktafon. Men Gert Biestas budskab kan ikke nedtones eller misforstås, når han kritiserer den gældende globale lærings, og hvad-virker tankegang. Han fortæller, at hans kommende bog, som han regner med ser dagens lys sidst i 2015, har titlen The rediscovery of teaching (genopdagelsen af undervisning).

Det er undervisning, med læreren som den, der har viden, erfaring og dømmekraft, der skal i centrum. Læringssynet, som globalt har vundet indpas de sidste ca. 20 år, er alt for forsimplet. Gert Biesta sammenligner skolebørns læring som et uddannelsessyn med input og output, som var det griseopdræt. Ligesom man fodrer grise, fordi man ønsker et godt produkt, så fodrer man skolebørn med kundskaber og indfører systematiske målinger og tests for at opnå et godt output som arbejdskraft.

Det er regeringers angst for PISA-ranglister, der verden over har sat lærernes dømmekraft skak mat. I stedet har man indført redskaber til systematiske tests og målinger. I Gert Biestas tidligere bog God undervisning i målingens tidsalder-etik, politik, demokrati er dette hovedtemaet.

I bogen Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik, som udkom i Danmark i 2014, fortæller Gert Biesta om hovedbudskabet: ”Hvis vi skubber risikoen ud, så dræber vi uddannelsen. Det er selvfølgelig ikke alle slags risiko, der er af den gode slags, men vi skal give børnene udfordringer og muligheder. Vi kan ikke vide, hvordan barnet vil forvalte mulighederne eller møde udfordringerne, det er det, der er det fundamentalt risikofyldte ved uddannelse”. Gert Biesta ønsker med sin bog at åbne læreres øjne for, at undervisning indebærer usikkerheds- og risikomomenter, som skal rummes og forvaltes i undervisningen, skønt det kan være særdeles kompliceret.

I mit interview med Gert Biesta sammenligner han undervisning med et skakspil med tre borde. Disse tre skakborde (som også kaldes domæner) benævnes kvalifikation (om at få kundskaber), socialisation (om at kunne deltage i fællesskaber) og subjektifikation (om at personligheden dannes). Læreren skal være den centrale, bedømmende person i dette komplicerede skakspil, som undervisning kan sammenlignes med. Gert Biesta understreger, at hvis man betragter de tre skakborde vertikalt, har brikkernes bevægelse på fx socialisations-bordet indflydelse på både subjektifikations- og kvalifikationsbordet. Sagt med andre ord kan et undervisningsforløb om terror eller om økologi ikke undgå at inddrage elementer fra alle tre domæner.

Undervisning er en kunst, hvis ypperste formål det er at danne skolebørnene til en verden med demokrati og omsorg for hinanden og den jord, vi lever på. Man er nødt til at have dette store og måske næsten patetiske formål med i al undervisning, og hver gang man taler uddannelsespolitik.

Gert Biesta fortæller, at dette er et gennemgående tema i bogen Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik: ”Jeg vil ultimativt sige, at årsagen, til at vi uddanner, er for at hjælpe andre mennesker til at være til i verden på en dannet måde (a grown-up way). For mig er en dannethed (grown-upness) et spørgsmål om demokrati, miljø og omsorg for hinanden og for verden”.  

Man skal åbne døren til verden, men lukke døren til det samfund, som ikke forstår, at det ikke er godt nok at se forenklet på skolen. Skolen skal ikke være et læringssted, hvor man blot formidler kundskaber og altså kun, i Gert Biestas billede, fokuserer på et enkelt skakbræt. For så bliver det komplicerede skakspil, tragisk nok, til det forenklede billede af griseopdræt.  

Som Gert Biesta udtrykker det: ”Det er kun, hvis skolen erkender, at den har ansvar for verden, at den er i stand til at udvælge, hvilke dele fra det samfundsmæssige, der kan hjælpe verden, og hvilke dele, der kan ødelægge”.