Da regeringen greb ind over for lockouten af lærerne, dikterede den i stedet lærernes arbejdstid via lovgivning. Med et pennestrøg fjernede politikerne en række ordninger, som lærerne havde »købt« ved tidligere overenskomstforhandlinger. Aldersreduktion og en særlig timepulje til klasselærerfunktionen er eksempler på, at lærerne har valgt at prioritere arbejdstid over lønstigninger ved overenskomstforhandlingerne.

Lærerne fik knap 300 millioner kroner i lønstigninger efter indgrebet. Dette er et beløb, som ifølge DLF's beregninger er cirka 300 millioner kroner fra at være dækkende.

I et brev til statsminister Helle Thorning-Schmidt gjorde DLF-formand Anders Bondo Christensen den 17. maj opmærksom på problemet. Han skrev blandt andet, at lærerne forventede at blive kompenseret, da der i modsat fald ville være tale om ekspropriation af overenskomstmidler.

Men brevet har ikke haft nogen effekt. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (Socialdemokraterne) har svaret på regeringens vegne, at den - som følge af den gennemførte konflikt - ikke længere var forpligtet til at overholde overenskomsterne.

Danmarks Lærerforening har efterfølgende i en pressemeddelelses under overskriften »Tyveri ved højlys dag« fortalt offentligheden om de tabte 300 millioner. Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, har fortalt, at han agter at kalde enten beskæftigelses- eller finansministeren i samråd om sagen. Ifølge arbejdsmarkedseksperter er der ikke tale om en juridisk vindersag for DLF.

»DLF taler ind i en forhandlingslogik. Og der er det rigtigt nok, at havde de under en forhandling med KL afgivet ordningen med aldersreduktion, skulle KL have betalt for det. Det her er ikke et forhandlingsforløb, men et lovindgreb«, siger Flemming Ibsen, der er professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Nybrud

Jesper Due, der er professor ved Københavns Universitet, har i sin tid været med til at give det danske forhandlingssystem navnet »den danske model«.

»Efter min mening har der været en illusion blandt mange i den offentlige sektor om, at den måde, man regulerer overenskomst på det private arbejdsmarked på, også har kunnet bruges på det offentlige arbejdsmarked«, siger Jesper Due og forklarer, at mens det private arbejdsmarked er drevet af marked og ejendomsret, er det offentlige drevet af politisk magt.

Flemming Ibsen oplever samtidig, at de offentlige arbejdsgivere er slået ind på en ny retning:

»Den danske model er altså også, at arbejdsgiversiden har et konfliktvåben, men det at man er villig til konflikt og bagefter at gå ind at lovgive, det har ændret spillereglerne på det offentlige arbejdsmarked«, siger Flemming Ibsen.

Dennis Kristensen: Brud på den danske model

»Hele den offentlige sektor burde være dybt bekymret over, hvor vi er på vej hen som arbejdsmarked og overenskomstområde. Forhandlings- og aftaleretten bevares formelt, men ikke reelt, hvis de bruger regeringsmagten til at være forstærkning på modpartens hold«, siger Dennis Kristensen, der er formand for FOA, som organiserer 193.000 primært offentligt ansatte.

Dennis Kristensen kigger frem mod 2015, hvor der skal forhandles igen. Ifølge regeringens vækstplan skal udgifterne til det offentlige holdes nede blandt andet gennem fokus på de ansattes arbejdstidsregler:

»Hvis de vil bruge den samme model som på lærerområdet, hvor de ikke omsætter det, de stjæler i arbejdstid, til kontanter, så er det et helt grundlæggende brud på den danske model i forhold til den offentlige sektor«.