Efter ramadanen holder muslimer eid = fest i tre dage. I forbindelse med eid har familie og venner tid til hinanden og besøger hinanden. Fokus er bl.a. på dem, der er blevet uvenner, så de kan forsones i forbindelse med eid. Man besøger ældre familiemedlemmer og ikke mindst afdøde familiemedlemmers gravsteder.

Jeg har lyst til at dele min egen oplevelse sammen med mit kære barnebarn Lorin, som er 20 måneder. Vi besøgte gravene for min afdøde svigerdatter Sevgi og barnebarn Rodi, som jeg mistede ved en trafikulykke den 3.7.2011 i Tyrkiet.

Jeg ville allerførst besøge mine afdøde i Vesterkirken og være ved deres grave. Min kære Lorin har besøgt gravstederne sammen med sine forældre. Da jeg i går skulle besøge gravene, kunne jeg ikke lade være med at ”teste” min Lorin, da vi gik fra bilen. Jeg ville se, om hun selv kunne finde gravstederne.

Meget rørende

Lorin gik foran os voksne hen mod stedet, hvor mine kære ligger. Lorins reaktion var meget rørende, da hun kom tæt på gravstederne, som hun bl.a. genkendte på mit afdøde barnebarns bamse, som lå på hans grav. Da Lorin kom tæt på graven, kaldte hun på mit afdøde barnebarn Rodi. Hun kyssede bamsen og kiggede på sin mor og os andre, mens hun flere gange sagde Rodis navn, spurgte om han sov osv.

Temaet død

Uden at generalisere er døden et tabuemne i nogle familier. Der kan være mange grunde til dette. Nogle forældre har den overbevisning, at det ikke er sundt at fortælle børn om døden. De er bange for, at det kan have negative konsekvenser for børnene. Min terapeutiske erfaring stammer bl.a. fra arbejdet med børn, unge og familier med tab, sorg og kriser. Jeg har haft mange unge, der har mistet familiemedlemmer og har oplevet, at de blev holdt uden for forældrenes sorg.

Citat fra en af de unge: ”… jeg kan godt huske fra min barndom, at min far/mor var ked af det … jeg vidste godt, hvorfor de var kede af det … det var, fordi deres mor/far var død … men de ville ikke fortælle, hvorfor de var kede af det… jeg gik selv tit hjemmefra med min hund … vi gik tur ved havnen, og jeg talte med min hund og ude i naturen om min sorg. Jeg var ked af at miste mine bedsteforældre…”

Ahmet Demir (AD): ”Hvad ønsker du nu, at jeg kan gøre for dig?”

Ung: ”Jeg vil høre, om du vil hjælpe mig med at besøge mine bedsteforældres gravsted…”

AD: ”Det vil jeg gerne… men jeg vil først tale med dine forældre og efterfølgende sammen med dig tage ud og besøge dine bedsteforældre.”

Ung: ”Det er okay… jeg glæder mig til at høre, hvad mine forældre siger. Tak fordi du sammen med mig vil besøge mine bedsteforældre.”

Den unges forældre: ”Puha… vi er glade for, at du spørger, om du må besøge vores forældres gravsted sammen med vores barn… vi var selv meget usikre på, om vi skulle gøre det og vidste ikke, hvad reaktionen ville blive osv.… du må meget gerne.

AD: ”Det gør jeg så…”

AD til den unge: ”Nu kan vi aftale, hvornår vi skal besøge dine bedsteforældres grave… torsdag efter skole…”

Jeg mødte den unge torsdag efter skole. Først tog vi til blomsterhandleren, hvor den unge fik lov til at bestemme, hvilken blomst vi skulle have med. Det interessante ved den unges besøg ved gravene var, at den unge skulle lægge blomsten på gravstedet. Det blev gjort omsorgsfuldt og med respekt. Efterfølgende hentede den unge en kande vand og vandede gravstedet.

Det fælles besøg var med til, at den unge opbyggede tryghed og tillid til mig og gav udtryk for dybe følelser, både ved gravstedet og senere hen.

Op til hver enkelt familie

Enhver må finde sin egen måde at tale med deres børn og unge om døden, men jeg ved ud fra min terapeutiske erfaring, at børn og unge mange år efter fortæller, at det bedste, der er sket for dem, er, at jeg har hjulpet dem og talt med dem om deres tab og ikke mindst besøgt deres families grave.

Døden er smertefuld for os mennesker, men smerten og glæden går hånd i hånd. Her mener jeg, at glæden er min kære Lorin, som kom til verden fem måneder efter, at jeg mistede min kære svigerdatter og barnebarn. Lorins eksistens er på alle måder det, jeg kalder glæde. Hun er et livsbekræftende, unikt væsen, som med hele sin væremåde giver mig og andre livsenergi.

Jeg mener, at det unikke væsen af natur er nysgerrigt. Fx kiggede hun hjemme hos os på billeder af mit afdøde barnebarn. I starten kaldte hun billederne baby baby, men både jeg og hendes forældre fortalte Lorin, at billederne var af Rodi.

Min kære Lorin får også at vide, at han ikke er her mere, men hendes måde at udtrykke det på er, at han sover. Det var også ved graven, at hun med den ene hånd rørte ved Rodis bamse, mens hun sagde, at han sover.

Det er vores måde at tale med Lorin om døden, og vi tager hende med på besøg ved gravene. Efterhånden som hun udvikler sig, vil jeg og uden tvivl også hendes forældre fortælle hende, hvad hun søger, når hun spørger om de afdøde.

Ja, livet er kompliceret. Lorin kan i kraft af sit væsen få mig til at tænke på tab og smerte, men på den anden side er Lorins eksistens en glæde for mig.

Venlig hilsen

Ahmet Demir

http://www.ahmetdemir.dk/