I sit »Notat om udviklingen i undervisningstimetal i folkeskolen 1960-2010« dokumenterer Tobias Zimling Kristiansen, at en elev, der forlod folkeskolen i 2010, modtog knap 1300 færre undervisningstimer i sin skoletid end en, der gik ud i 1960, svarende til næsten halvandet års skolegang.

Jens Kvorning, tidligere afdelingsleder på Hjørring Seminarium, gør i artiklen »Uddannelse på opprioriteres« fra 2007 rede for, at det var i Bertel Haarders første periode som undervisningsminister (1987-93), »at startsignalet til læreruddannelsernes deroute blev givet under parolen: ›Vi skal have de tomme kalorier ud af læreruddannelsen!‹ Det har skiftende regeringer så gjort siden. Finanslov 2006 var den første finanslov siden 1990, hvor der ikke var besparelser på tapetet.«

Resultatet blev, at antallet af undervisningstimer i linjefagene faldt fra 1989 til 2006: dansk fra 588 til 303 (48 procent), matematik fra 532 til 303 (43 procent). De øvrige linjefag oplevede tilsvarende fald.

Når man halverer linjefagsundervisningen, forringer man lærerens faglighed. Og når man fjerner halvandet år af den samlede skolegang, forringer man elevernes faglighed. Det siger sig selv.

I den skolepolitiske debat efter årtusindskiftet har alle Christiansborg-politikere været optaget af folkeskolens haltende faglighed. Men de har vendt det blinde øje til den kendsgerning, at de gennem årtiers fejlslagen skolepolitik selv har skudt samme faglighed i foden gennem en fejlslagen skolepolitik. Og så har de åbenbart ment, at forøget lovgivning kan gøre det ud for formindsket undervisningstid.

»Seminarierne er blevet præsenteret for nye læreruddannelseslove i 1991, 1997 og nu senest i 2006. Hverken 91-loven eller 97-loven fik så lang levetid, at man kunne nå at se, om lovændringerne havde den ønskede effekt,« skriver Kvorning. Og nu er en 2013-lov på vej.

Siden 1960 er folkeskoleloven blevet ændret i 1975, 1993 og 2006. I VK-regeringens 10 år ved magten blev loven justeret ca. 30 gange i et hæsblæsende tempo, der afslørede en eksorbitant mangel på kvalitet i Undervisningsministeriets lovforberedende arbejde. Også her er en 2013-lov på vej.

Bertel Haarder fik i 2005 den åbenbaring, at fagligheden kunne rettes op ved at indføre elevplaner. Elevplanen var et monstrøst fantom uden nogen forbindelse til virkeligheden. En manisk ministers mantra i hans som-om-indsats for at redde den folkeskole, hvis trængsler han mere end nogen anden selv var skyld i.

Elevplanens fallit ses af, at den aldrig blev andet end en kort, skriftlig information. Den forudgående gennemførelse og efterbehandling af flere tusind trinmålsevalueringer har altid været en by i Rusland.

I 2012 kom Christine Antorini med endnu et nu-lader-vi-som-om-vi-gør-noget-vigtigt-udspil: Ny Nordisk Skole. Aldrig har vi set noget så substansløst fra Undervisningsministeriet. Formålet er alene at sikre regeringens alibi og skabe momentum i folkeskolen uden at tilføre nye ressourcer. Målsætningen om at »Udfordre alle børn og unge, så de bliver så dygtige, de kan« er et udsagn på linje med Gustav Wieds »Måner har den farve, måner skal have«. For hvor dygtig kan man blive?

I december kom så regeringens udspil til ny folkeskolelov, der blandt andet indeholder en længere skoledag baseret på »aktivitetstimer«. En ekstra time i fx historie og kristendomskundskab i 9. klasse vil gøre underværker. Men at tvangsindskrive eleverne til AT-timer ud fra en frelst pædagogisk doktrin om, at de bliver dygtigere af at stå og bakse med et stykke træ i sløjdlokalet eller lave matematiske opmålinger i skolegården, er en misforståelse.

Det skulle der eller være evidens for. Ifølge undervisningsministeren fastslog PIRLS- og TIMSS-rapporterne, at flere undervisningstimer »alt andet lige« øger elevernes faglige niveau. Men det passer ikke, indvendte forskerne bag. »Jeg kan ikke sige andet, end at vi har taget det ordret fra rapporten. Længere er den jo ikke«, svarede ministeren.

Det var den så alligevel. Kritikken fortsatte og toppede den 21. januar i et samråd, hvor Antorini blev udraderet på det pinligste. Alligevel gav hun sig ikke. Først da forskerne mødte op i Undervisningsministeriet og slog i bordet, skete der noget. KL har undsagt rapporten, men ministeren har ikke.

Den egentlige krumtap er lærernes arbejdstid. Regeringen og KL med chefforhandler Michael Ziegler går benhårdt efter at finansiere reformen ved at få lærerne til at undervise mere. Hvad lærerne ikke skal lave til gengæld, står hen i det uvisse. Hvis lærerne på min skole holder op med at stå for skemalægning og vikardækning, frigøres 3,3 minutter pr. lærer pr. uge. Og 6,1 minutter, hvis de holder op med at tage på lejrskole. Peanuts.

Det problem løser KL ved at kræve lærernes forberedelsestid sat ned. Keine Hexerei, nur Behändigkeit! Øget inklusion og større klasser reducerer ikke lærernes behov for forberedelse.

Så blev KL's krav pludselig overhalet indenom af DLF, der tilbød ikke to, men fem timers ekstra undervisning i form af en 8-13 skoledag. Det fik Ziegler op i det røde felt: »Et optisk bedrag!« kaldte han det.

KL har i årevis skudt på lærerne med en OECD-rapport, der placerer dem på en 29. plads ud af 32, hvad undervisningstidens andel af arbejdstiden angår. KL har dog »glemt«, at i USA, der topper listen, regnes pauserne med i undervisningstiden. Bedømt på samme måde indtager danske lærere 2. pladsen.

Det er således ikke lærerne, der har præsteret et optisk bedrag, men KL. Men fakta lader til at være uden betydning, de ligger i lærernes vægtskål.

I »Schindlers liste« er der en scene med en jøde, der laver hængsler. En morgen bliver han overvåget af kommandanten, der skal »skaffe plads« til nye fanger. Jøden klarer stopurstesten, men kommandanten undrer sig over, at der er så få hængsler, når jøden er så dygtig. For enden af en pistolmunding forklarer jøden den lille produktion med, at maskinen blev kalibreret om morgenen. Det faktum er kommandanten ligeglad med, for han har i realiteten kun én dagsorden: Jødesvinene skal bare nakkes!

Som folkeskolelærer placeret for enden af KL's og Zieglers propaganda-pistolmunding sidder jeg med en grum fornemmelse af, at min politiske arbejdsgiver også er ligeglad med fakta og i realiteten kun har én dagsorden: Lærersvinene skal bare nakkes!

Følelsen beror ikke kun på KL's svigagtige omgang med OECD's tal, men på foreningens optræden i overenskomstforhandlingerne i det hele taget. KL nægtede at møde DLF, mens man konspirerede med Finansministeriet. En tilsvarende uhellig alliance mellem statsmagten og arbejdsgiversiden udløste engang prædikatet bananrepublik.

DLF har også rendt panden mod en mur i bestræbelserne på at få indblik i de beregninger, der ligger til grund for regeringens udspil, og i indholdet af økonomiaftalen mellem regeringen og KL, som man på et tidligt tidspunkt bad om aktindsigt i.

Ziegler har udtalt, at den eksisterende arbejdstidsaftale »har alvorlige skavanker og er en begrænsning for udviklingen af folkeskolen. Det er noget, de 98 kommuner siger samstemmende til KL«. Han talte usandt. En intern KL-rapport, der var hemmeligholdt indtil for nylig, afslører, at der både blandt kommuner og skoleledere er stor tilfredshed med aftalen, og at den har sat en positiv udvikling i gang.

Nok er taktik en del af det politiske spil, men KL fører sig frem som en demokratisk gangster. Ziegler ser bevidst uredeligt stort på fakta og optræder respektløst og nedladende over for sin modpart. Det kommer der måske i KL's øjne et »godt« forhandlingsresultat ud af. Men det giver ikke en bedre folkeskole.

Den kommer først, når Christiansborg-politikerne stopper den vanrøgt, de har udsat folkeskolen for gennem årtier, og KL vælger samarbejde frem for konfrontation.