I de 12 år, jeg har været i branchen, er læreruddannelsen blevet ændret gennemgribende tre gange. Hver gang har begrundelsen været, at det skulle højne det faglige niveau. Fakta er imidlertid, at den såkaldte linjefagsundervisning, hvor de studerende uddanner sig i de fag, de skal undervise i, timemæssigt er halveret og holdstørrelserne fordoblet i forhold til for 25 år siden. De pædagogiske fag er heller ikke ligefrem opnormeret. Hvor højnelsen af det faglige niveau så skal komme fra, kan man jo diskutere.

I de senere år har samfundets øverste politiske top og flere andre udtalt sig i så skarpe og negative vendinger om lærerprofessionen, at nye, unge, entusiastiske, potentielle lærerstuderende søger andre steder hen. Der er så få af de unge, og de har rigtig mange andre muligheder. Hvorfor så vælge et job, som er en udskældt uriaspost. Med omkring 75 uformelle arbejdsgivere i hver klasse (forældrene og pap-forældrene) er det et udsat job. Lærermanglen er på vej til at blive et rigtig stort problem.

Læreruddannelsen, som jeg har oplevet den, er præget af kreative, aktive og nysgerrige studerende, der gerne vil arbejde med mennesker. De har mod på at stå som frontarbejdere i det pulserende kaos, en klasse kan være. På seminarierne er der (endnu) ansat et erfarent fag-fagligt og pædagogisk lærerkorps, der har et stort kendskab til folkeskolen. Flere seminarielærere har både en læreruddannelse og en akademisk overbygning. De er opmærksomme på den forskel, der kan være mellem videnskabsfag og undervisningsfag. Seminarierne består således af erfarne faglige/pædagogiske miljøer, der ved noget om, hvordan man fører børn ind i vores komplicerede vestlige kulturtradition på en måde, så de kan blive en aktiv del af den. Disse erfarne miljøer kan den kunst at lære lærerstuderende at formidle deres fag, respektere og udfordre børn og begå sig i en skolevirkelighed med forældre, forvaltning og pædagoger.

I øjeblikket lider denne folkeskolelæreruddannelse imidlertid en langsom kvælningsdød. For det første er den afhængig af taxameterordningen, som betyder, at jo færre studerende der gennemfører, jo færre penge bliver der til de få, der bliver tilbage. For det andet skal læreruddannelsen nu lægges ind under større professionshøjskoler med mange magtstrukturer og dyre administrative lag ovenpå. Samtidig skal man så implementere den tredje gennemgribende ændring af uddannelsen i løbet af 12 år. Det er en meget effektiv måde at dræne en levende og velfungerende uddannelse på. Velfungerende er den, i hvert fald ifølge den vurdering, Danmarks Evalueringsinstitut gav for få år siden. Men det tager kun kort tid at ødelægge et pædagogisk miljø. Det kræver kun et politisk pennestrøg at udradere et fag eller en dimension i en uddannelse, men mange år at bygge op igen, hvis det efterfølgende viser sig at være en fejltagelse. Et glimrende eksempel er de tidligere faglige miljøer på Danmarks Lærerhøjskole, der efteruddannede lærere, men nu er lukket for efter/videreuddannelse hvad angår de fleste linjefag. Hvad mon politikerne har lært af det?

Vil man gøre noget ved læreruddannelsens administrative og organisatoriske tilhørsforhold og akademisere hele systemet noget mere, kunne man én gang for alle lægge læreruddannelsen ind under universiteterne. Hvorfor bruge resurser på at indgå i en professionshøjskole og blive beskåret dér? Tiden er løbet fra den gamle seminariestruktur, siger man. Grundtvig er død. Nogle, der ikke kender den daglige suppedas, hævder, at de nye professionshøjskoler skaber større faglige miljøer. Hvordan kan nedskæringer og centralisering på nogen måde skabe større faglige miljøer?

Min undervisningsvirkelighed på et Center for Videregående Uddannelse er i øjeblikket mindst tre forskellige arbejdspladser. Jeg underviser dobbelt så mange studerende på den halve tid (i forhold til hvad jeg selv blev uddannet med for 20 år siden). Jeg kører alene rundt som kursusholder på landevejene og laver undervisning for folkeskolelærere med udstyr fra mit bagagerum. Enhver, der ved lidt om naturfag, kan forestille sig, hvor mange stereolupper og mikroskoper jeg kan medbringe. Hvordan er det lige, at det er et »større fagligt miljø«? Hvis man vil bibeholde de pædagogiske og faglige vidensresurser, der endnu findes på seminarierne, må man handle nu. Man kunne lade de nuværende seminarier i første omgang blive selvstændige fakulteter under universiteterne og lade dem uddanne lærere, der skal undervise de 6-12-årige. Selvfølgelig med en ordentlig økonomisk ramme. Så kunne man stille det krav, at lærere, der skal undervise børn fra 12 år og opefter, skal være akademisk kvalificerede inden for deres fag og derefter tage en pædagogisk overbygning på seminariet.

Lige nu lægger man en effektiv snor om lærerseminariernes hals ved langsomt at dræne dem for kompetente lærere. Taxametersystemet tvinger professionshøjskolerne til at beskære deres faglige miljøer. Også den nye læreruddannelse, som Folketinget har besluttet, medvirker til at splitte de faglige miljøer i atomer. De faglige miljøer i de såkaldte små fag glider ud, og de fag, som ingen studerende vælger, gør ligeså.

I den nyeste læreruddannelse er de to linjefag håndarbejde og sløjd nedlagt og erstattet med et linjefag, der hedder »materiel design«. Der er godt nok ikke nogen fag i folkeskolen, der matcher dette fag, her hedder fagene stadig håndarbejde og sløjd. Musik og billedkunst er blevet til små fag, man kan vælge til på fjerde år på seminariet. Man behøver altså i den nye læreruddannelse ikke at have beskæftiget sig meget med en rumlig, musisk eller billedmæssig tilgang til verden. Om få år vil der være meget få seminarielærere, der ved noget om, hvordan man underviser 6-12-årige i kreative fag. Dermed forsvinder et af de første led i den fødekæde, der skal fodre den kreative industri.

Inden for mit eget fag, naturfag, har den nye uddannelse betydet, at meget få seminarier har kunnet oprette linjefagshold. Man troede, at man med den nye uddannelse havde skabt en naturfaglig lærerprofil til folkeskolens undervisning. Man har ikke kendt sin målgruppe, for der er næsten ingen studerende, der vælger naturfagene. På Holbæk Seminarium havde vi tidligere 60-80 studerende inden for fagene fysik/kemi og natur/teknik. I den nye læreruddannelse er der to studerende, der har tilmeldt sig naturfagene.

Paradoksalt, når det er naturfaglige kvalifikationer, erhvervslivet efterspørger. Og paradoksalt, idet formålene med den nye læreruddannelse netop var at styrke den naturfaglige dimension i folkeskolen.

Naturfagslærere kan man så hente på universiteterne, mener undervisningsministeren. Men hvor er de mange universitetsuddannede lærere, der vil undervise syvårige i naturfag til den løn, folkeskolelærere får?

Ved at behandle læreruddannelsen, som politikerne gør lige nu, kan man om få år med rette kritisere kvaliteten i læreruddannelsen. Og så vil man jo senere kunne nedlægge uddannelsen med god samvittighed.

I øjeblikket drukner en debat som denne i valgkamp. Imens finder professionshøjskoledannelsen sted uden større opmærksomhed, men med nedskæringer og fyringer til følge. Læreruddannelsen bliver skåret ned og arbejdsbetingelserne lavet om. Man kunne håbe, at folkeskolen kunne blive et valgtema, og at politikere og vælgere ville huske, at skolens udvikling ikke er en isoleret størrelse, men at læreruddannelsen i høj grad er en brik i det spil. |