Jeg var sammen med Gert Biesta i torsdags (25.11.21) inviteret til at holde oplæg for 200 læse- og matematikvejledere om overgange fra folkeskolen til andre uddannelser og havde i den forbindelse taget fat i en omfattende research af status quo: Hvordan går det med inklusionen?

Ovenstående titel – som bare er én af de erindringer fra en person med dysleksi fra sin folkeskoletid, som jeg stødte på i min research – konkretiserer sviende de mangfoldige erfaringer med nederlag, svigt, dril, hån som mange ordblinde har med sig i skoletasken, når de er færdige med folkeskolen og skal videre til andre uddannelser.

Mange opnåede ikke en eksamen og må søge ´a second chance´, andre må i særlig behandling for at ´komme over´ nederlag og dermed personlige følger.

Hvordan så overkommer overgange?

Det var det spørgsmål, som jeg og Gert Biesta forsøgte at belyse forleden dag.

Jeg skal ikke her gengive vore oplæg i detaljer, men blot pege på konklusionen – ment som en opfordring til politikere og andre med interesse i inklusion: Til handling.

Gå ud i virkeligheden og tal med de involverede; for hvad er alle gode intentioner fx om det ombejlede og omsiggribende begreb dannelse værd, hvis forbindelsen til pædagogikken er tabt?

Den daglige kamp for at kunne udøve en ordentlig pædagogik bør derimod i søgelyset.

En ordentlig og god pædagogik handler grundlæggende om en politik for, hvilke skolerammer, der er nødvendige for at det tredimensionelle møde lærer, elev, stof kan have mulighed for at lykkes.   

Alle involverede, der står midt i de omfattende inklusionsproblemer, er ved at være (over)modne til en politisk kamp for pædagogikken.

De inkluderede børn, unge og deres lærere med flere bør nu overdrages mikrofonen og få lov at fortælle, at pædagogik ikke bare drejer sig om at få børn og unge ind i gældende normer og traditioner, som ´kundskabsskolen´ så forventes at danne dem til.

Pædagogik er mere og andet end at give kvalifikationer til at ´klare´ sig i samfundet.

Pædagogikkens ståsted er først og fremmest i skolens frihed til at give børn og unge mulighed til at møde sig selv og muligheden for at tænke sig om, at opdage sin egen vilje og dømmekraft. Det er i dette ståsted børn og unge kan ´vækkes´ med kunst og indblik i verdens mangfoldighed og eventyrlighed.

Pædagogiks udgangspunkt er ikke at danne med kundskaber til ´samfundets bedste´. Drop det.

Sæt i stedet spotlys på selve det, at skolen bør være et fristed, hvor mennesker bliver til og via kunst, magi og fortryllelse undervises i det at eksistere i verden på en ordentlig måde – hvilket fordrer gode rammer, glade lærere og et indhold, der betyder noget for de involverede.

Hvis man altså vil redde de ´inkluderede´ og deres skole.