Tankeløshed har præget de sidste 20-30 års skole- og uddannelsespolitik og har forledt et helt samfund til at tro på, at blot man fokuserer ensidigt på enten eleven eller på faget – læring eller dannelse – kan man upåagtet komme af sted med at minimere det overordnede: åndfuldhed, demokrati og ligeværd.

Næsten som det er blevet sagt (i sin tid af Maria Theresia af Spanien) om de sultende, der manglede brød: "Kan de så ikke spise kage?" – siger man om skole og uddannelse: ”Kan de ikke bare lege eller lære?”   Men lige så lidt som man får tilstrækkelig næring eller bliver mæt af kager – lige så lidt får man nærende eftertænksom eller mættende livsindsigt ved leg eller læring.  

At tænke er derfor ikke bare noget, der kan henlægges til ´leg eller andre aktiviteter ´  (som det ellers siges af Svend Brinkmann i den netop udkomne bog ”Sidste chance. Nye perspektiver på dannelse” 2021, s. 80).

Det ´at tænke, at ville og at dømme´ er tre grundlæggende åndelige aktiviteter´ (Som Hannah Arendt påpeger i ”Åndens liv”, dansk udgave 2019, s. 105), og hermed bør ét af skolens formål og områder – udover de to andre om fag og social omgang – dreje sig om netop dette: Hvordan findes ro, rum og rytme i skole og uddannelse så tilværelsens, livets, verdens store spørgsmål kan komme i spil i et eftertænksomhedsperspektiv?

Men når skolen, lærerne og eleverne i de sidste 20-30 år langsomt men sikkert er blevet placeret i et stressende hamsterhjul af administrationshelvede, sanktioner, indgreb, mødekaos og virksomhedstænkningen med fælles mål og test – sådan som der højlydt fortælles om og fx indgående beskrives i en kommentar i ”Smertensbørn”  https://www.folkeskolen.dk/1882254/smertensboern#188249 – så gives der ikke i dag tid til at sætte fokus på: at skrue ned for larm, tempo eller forvirring med henblik på i langsommelighed og ro at finde gode steder til at tænke sig om.

Man ser i dag ikke et barn sidde og ´falde i staver´, man ser ikke en lærer, der har pause, man ser ikke en klasse, der er stille og eftertænksom. Helt modsat er myldrende aktiviteter af enhver slags blevet nutidens alfa og omega. Aktivitetsræs, opskruet tempo og foragt for åndens langsommelighed og ineffektivitet – er konsekvensen.

Åndens liv er ikke fastbundet til en bestemt bestående kultur – der er sket mange menneskelige fornedrelser i kulturens hellige navn.

Åndens frie liv bør derimod opdyrkes i en skole, der et fristed, som i det gamle Grækenland.

Skole og uddannelse:  fri fra en tænkning, der skal danne til en bestemt kultur -  fri fra samfundets indblanding.

Fri til hvad? Selvstændig tænkning, selvstændig vilje, selvstændig dømmekraft. 

Hvis vi elsker verden og vore børn højt nok til at ville være sammen med dem uden:  at acceptere hvad som helst eller  afvise hvad som helst...

...bør skolen sættes fri fraden eksisterende kulturs løsrevne termer og kolde frontkrige.

Fri til at genfinde pædagogikkens sted i tilværelsen, livet, verden…