Foto. etlivsomordblind.dk 

400.000 mennesker i Danmark er ordblinde, og mange beretter på den baggrund om mødet med uvidenhed og nedrige drillerier. Skoletasken er fyldt med nederlag, men alligevel har jeg fra mit arbejde som voksen- og ordblindelærer erfaring med, at en del ordblinde kan opnå både selvtillid og bestå eksamener, hvis man altså kommer overens med sig selv og indser, at man faktisk kan læse og stave – men ad omveje.

At blive misforstået, nedgjort og holdt udenfor fællesskabet har ramt som lynnedslag og sidder i mange ordblindes sjæl og krop som uudslettelige erfaringer.

Som voksen- og ordblindeunderviser har jeg mødt en del af disse unge og voksne, der kan berette om ondskabsfulde drillerier, faktisk så nedrige, at det i mange tilfælde tenderer mobning. Det er på den baggrund, at jeg fandt frem til en ”sluk lyset-pædagogik”.

For overhovedet at kunne skabe en ordentlig kontakt til de hårdt ramte ordblinde elever, jeg hvert år mødte, var jeg nødt til at starte et helt andet sted end det, de var vant til fra tidligere skolegang: tests, læse-stave strategier, ordafkodningstræning – med andre ord spotlys på alt det, som er svært for mennesker, der døjer med ordblindhed.

Jeg valgte helt modsat at slukke lyset både i en overført forstand ved perspektiv-ændring, og helt konkret slukkede jeg det elektriske lys, når jeg ankom til klasseværelset, hvor jeg hver tirsdag og torsdag skulle undervise 15 ordblinde unge og voksne fra klokken 9 til 14.

Der stod dansk på skemaet, men jeg startede et helt andet sted. Jeg trak gardinerne for, tændte stearinlys og havde kaffe og boller klar, når eleverne mødte på første sal i klasseværelset i den gamle bygning, der var rammerne for det kommende skoleårs prøveforberedende undervisning. Meningen var, at disse ordblinde unge og voksne skulle hjælpes frem til at bestå den eksamen i danskfaget, som de aldrig tidligere havde klaret.

Hvis jeg kort skal sammenfatte, hvad der så rent faktisk førte disse 15 elever frem til at bestå eksamen i både skriftlig og mundtlig dansk, så anvendte jeg en almen pædagogik med udgangspunkt i at lade kunsten undervise. Altså ingen tests, ingen strategier, ingen systematisk ordafkodningstræning – IT blev udelukkende inddraget som støtte, altså ikke som en del af indholdet.

Selvom ordblindeundervisning er indenfor specialundervisningsområde, så er der ingen grundlæggende forskel i at undervise mennesker – det er altid, uanset hvilket område, helt central med motiverende undervisning, klare og gode rammer og god tid at give faglig modstand/modspil, understøttelse og fastholdelse af elevernes opmærksomhed; og så er gentagelse et meget vigtigt pædagogisk ord.

For at motivere mine 15 ordblinde unge og voksne elever tog jeg fat i deres egne erfaring: Fortæl om din skolegang indtil nu, stillede jeg dem som opgave.  

Som svar fik jeg stormfuld indsigt i tidligere skolenederlag: nederlag i danskundervisningen, hvor man ”altid fik grammatikopgaver”, tekniske metoder til, hvordan man mekanisk bygger en tekst op, regler for stavning og bogstavers udtale, små ”kedelige” hverdagstekster at læse i ”og så en pc stukket i hånden”.

De unge ordblinde var aldrig rigtig blevet præsenteret for undervisning med udgangspunkt i pædagogiske spørgsmål, som kunne give dem eksistentielt modspil/modstand, forståelse og udsyn med spørgsmål som for eksempel: Hvad mener du om teksterne? Hvad tænker du om personerne i romanen? Hvordan ville du reagere, hvis det var dig, der var én af personerne i romanen? Med andre ord havde de ikke for alvor mødt en almen pædagogik.

De havde endnu ikke, selvom de nu var unge eller voksne, opnået kompetencer i at læse, stave og skrive, og måske havde deres tidligere lærere tænkt, at når nu disse elever havde dyslektiske problemer og meget svært ved at lære at læse, stave og skrive, så skulle de gøre en ekstra stor indsats for at øve sig i at læse, stave og skrive; lærerne ville bistå med al til rådighed stående forskningsviden om ordblindhed og indlæring, og alt dette lyder jo på én måde logisk nok.  Men man glemmer med en sådan logik, at det jo altså er ´hele´ mennesker, der skal ses som sådan – og ikke kun ses ved deres ordblindhed.

Udover disse faglige erfaringer kom også de mere personlige oplevelser, hvor ydmygelser og krænkende oplevelser nu blev fortalt med tårer og også direkte sammenbrud. Der var tale om meget deprimerende oplevelser, og nogle af mine elever havde da også tidligere måttet i direkte behandling, fordi oplevelserne med dril og hån i forhold til deres ordblindhed var for ekstreme.

Ud fra mit spørgsmål om tidligere skoleerfaringer og ud fra mine elevers svar tilrettelagde jeg derefter en undervisning, hvor jeg udfordrede og motiverede dem ved at fortælle historier om andre menneskeskæbner gennem romaner og andre store værker. De så dem på film og lyttede til dem, kunstnerisk indlæst af skuespillere. Jeg underviste ud fra elevernes egne eksistentielle og menneskelige erfaringer og udover at lytte, læse, skrive og tale om Kierkegaard og korte tekster af og om ham, arbejdede vi med blandt andet Karen Blixens Mit Afrika, Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, Jan Guillous Ondskab – alle læst i bearbejdede udgaver og set som film.

Ingen af mine ordblinde elever havde tidligere fået stillet den udfordrende opgave at læse en hel roman eller frit skrive en stil; måske mente de tidligere dansklærere, at elevernes ordblindhed ville forhindre dem i at kunne tage sådanne udfordringer op. I mine øjne var det imidlertid netop helt afgørende at udfordre, eller at give modstand samtidig med at opretholde en motiverende og engagerende dialog.

I undervisningen balancerede jeg mellem at give relevant modstand, stille faglige krav samt at give frie tøjler til at arbejde selv og sammen i grupper. Det gennemgående var at have god tid og ro til at rumme modstand og til at give plads for alle de processer, som må foregå, når mennesker skal ´komme ind i en ny verden´, det vil sige, når man både med ´hoved, hånd og hjerte´ skal komme i dialog med omverdenen og altså rent faktisk kunne modtage en undervisning.

Det gennemgående var også at udfordre og respektere de ordblindes ’vilde’ spørgsmål og forslag og at være helt nærværende, så jeg som lærer kunne gribe ind, hvis de var ved at få endnu et nederlag. Mine ordblinde elever kom til syne som sig selv, blev respekteret ud fra deres særlige ståsted i tilværelsen og kom ind i den fælles verden, imens – og fordi – de lærte at læse, stave og skrive; det skete i vekselvirkende processer og i fællesskaber, hvor dialog og samtale var i højsædet.

Jeg kunne løbende observere, at de ordblinde elever virkede mere og mere frigjorte og fik øje på nye muligheder i deres liv. Undervisningen balancerede mellem faglige, sociale og personlige krav og udfordringer – og så det, at de skulle ses som dem, de nu engang var. Der opstod langsomt et godt klassefællesskab i takt med, at eleverne hver især fandt fodfæste både faglig og personligt, og det var dette samspil, der gjorde, at de lykkedes med deres danskeksamen denne gang.

Teknikker og it-hjælpemidler er nok nødvendige i ordblindeundervisning – men absolut ikke tilstrækkelige. Sluk spotlyset på mennesker med ordblindhed – og giv i stedet mulighed for en god undervisning, hvor der er ro, overskud og god tid til tilegnelse og bearbejdning.

Af Lærke Grandjean (også bragt som kronik i Kr. Dagblad 8/ 2021)