Jeg har det svært med antologier med korte kapitler. Det virker som en spændetrøje for bidragyderne, der japper pointerne af med for højt lixtal. “Almendidaktik - udfordringer og åbninger” lægger sig desværre i denne kategori, og det føles som et afbrudt samleje, hver gang der skiftes kapitel. Men hvis man ser bort fra formen, er der gode momenter i bogen, hvor nogle af bidragene formår at hudflette dagsordnerne på det pædagogisk-didaktiske område.

Efter to kapitler af Per Fibæk Laursen og Stig Bostrøm med tilbageskuende blikke på didaktik kom jeg lidt op af stolen med Mikkel Stovgaards bidrag om udfordringerne ved vores nuværende fokus på målstyring. Han formår på en sober måde at nuancere de meget karikerende forståelser af målorienteret undervisning, som ofte ytres af højtråbende personer i pædagogiske kredse.   

Med Lotte Hedegaard-Sørensens bidrag om inklusionsudfordringer blev jeg igen pirret kognitivt, idet jeg tydeligt genkender det dilemma, der ligger i kampen mellem at opnå gode resultater for de mange eller inkludere de få. Derfor er det også irriterende at slutte abrupt af med en notits om, at vi skal gentænke forholdet mellem undervisning og inkludering.  

Det afsnit, der tændte en gammel underviser som mig mest, var Anne Maj Nielsens kapitel om nærvær og mindfulness i undervisning. Her findes en god blanding mellem metaperspektiver på undervisning og konkrete handlingsanvisende eksempler. Her står jeg med en resurse i hånden og er ivrig efter at afprøve metoderne i praksis.

Til trods for enkelte inspirerende øjeblikke i bogen tror jeg ikke, den får det store impact i folkeskolen. Bogen som et hele er efter min mening unødigt akademisk, hvilket gør den svær at aktivere på lærer- og pædagoguddannelsen. Ligeledes ser jeg heller ikke lærere i praksis trække bogen op af tasken som redskab til at åbne svære pædagogiske problemstillinger.