Hvor stammer lektier fra?

Som begreb kan lektier spores tilbage til latinskolerne, som blev grundlagt i de danske købsteder efter reformationen i 1536. Datidens elever, kaldet disciple, blev inddelt i ’lektier’ (klasser). De var inddelt i lektier efter deres kundskaber, og der kunne derfor være en vis aldersspredning mellem eleverne. Lektie har således tidligere haft betydningen klasse, men om eleverne i latinskolerne har stiftet bekendtskab med det, vi i dag forstår ved lektier, kan vi ikke sige med sikkerhed.

Gennem tiden har lektier med jævne mellemrum været diskuteret af politikere og skolefolk. Udviklingen i holdninger til lektier kan ses i de to betænkninger, der prægede den danske folkeskole i retning af enhedsskolen i midten af det forrige århundrede. I Undervisningsvejledning for den eksamensfri folkeskole, også kaldet ’Den gule betænkning’ (Undervisningsministeriet 1941) fremstilles det som en trang hos børn at have skolebøger med hjem og ”naturligt”, at de har lektier for. Lektier beskrives også som et ”virksomt Middel for Hjemmene til at følge Børnenes Arbejde i skolen” (Undervisningsministeriet 1941).

I Undervisningsvejledning for folkeskolen II også kaldet ‘Den blå betænkning’ (Undervisningsministeriet, 1958) skriver ministeriet, at den gamle lektielæsning må vige for mere moderne arbejdsformer, men at det er ønskeligt at børnene har ”hensigtsmæssige opgaver til hjemmeforberedelse”.

I reformtiltaget forekommer disse holdninger til lektier fortsat at eksistere i lovgivningen, da Undervisningsministeriet i 2017 skriver, at ’Lektiehjælp og faglig fordybelse skal løfte alle elevernes faglige niveau ved at tilbyde faglig træning, faglige udfordringer eller særlige tilpassede turboforløb. (…) Eleverne skal have mulighed for at få hjælp til deres hjemmearbejde’. Med tid til lektiehjælp og faglig fordybelse i skoledagen er der nu en organisering, der lægger op til, at det meste af elevernes arbejde foregår i skolen.

Et forskningsprojekt på Københavns Professionshøjskole

Projektet Lektiehjælp og faglig fordybelse blev gennemført af en gruppe skoleforskere på Professionshøjskolen UCC (nu KP) i København i årene 2016-2018.  Både international og dansk forskning viser, at lektier fortsat primært anvendes med det formål at træne og repetere elevernes færdigheder, sådan som også lovgivningen lægger op til. Men vi havde i vores litteratursøgning fundet belæg for, at lektier, der engagerer eleverne i aktiv læring, er en mere effektiv metode til at øge elevernes præstationer.

Vores observationer viste lærere, der ser ud til at fastholde gamle traditioner for lektier som repetition i fag i traditionelle skoleskemaer. Projektet viste, at elevernes måde at lave lektiearbejdet på primært handler om at løse opgaverne hurtigst muligt med et repetitionsblik. Nu er der blot indlagt tid til det i skoledagen.

Understøttet af bl.a. canadisk forskning fører vores analyse os frem til at påpege, at hvis lektier skal engagere eleverne i aktiv læring, hvor elevernes refleksioner over egen læring er en forudsætning for at øge deres faglige præstationer, bør lektier være af en undersøgende karakter. Elevernes læring handler mere om elevens indsats, end den mængde af lektier og tid, de anvender til at lave de givne lektier. At give lektier for pr. tradition er således en praksis, der ikke har nogen nævneværdig effekt.

En ny vej?

Måske er lektier i sin egen gamle praksisanvendelse slet ikke vejen til faglig fordybelse.  I stedet kan man tænke nye måder at organisere skoledagen  på, hvor eleverne selv er med til at formulere opgaver af undersøgende og eksperimenterende karakter, og hvor de selv er aktive i inde- og udelæringsrum. Når eleverne fokuserer på deres lektier, fordi de er motiverende, eller fordi de har udviklet gode studievaner, forøger det præstationen – og primært for elever i udskolingen. På den måde bliver lektier i en traditionel forstand ganske overflødige.