Folkeskolen er samfundets vigtigste kulturinstitution. I folkeskolen indføres eleverne i samfundets kulturer og værdier i og gennem tiden, de møder kulturel mangfoldighed og lærer at deltage i bærende fællesskaber.

Folkeskolens fællesskab skaber kulturel forståelse i og gennem tiden og mellem generationer samt engagerer eleverne til selv at være medskabende og ansvarlige.

Skal folkeskolen også fremover løfte denne væsentlige opgave, har vi ikke brug for en række forskellige private læreruddannelser - hvor velmenende de ellers kan være. Vi har brug for, at læreruddannelsen udgør et fælles fundament for den fælles folkeskole. Spørgsmålet er imidlertid, om læreruddannelsen i dag forbereder de kommende lærere til den del af lærergerningen.

Velvidende, at der er forskel fra det ene læreruddannelsessted til det andet, er det min klare vurdering, at der generelt er et stort behov for, at professionshøjskolerne, der udbyder læreruddannelsen, tager sig alvorligt sammen.

Det studiemiljø, der bør være en væsentlig del af de kommende læreres kulturelle dannelse, har trange kår på mange uddannelsessteder. Skal folkeskolen være en kulturinstitution, skal de kommende lærere uddannes på en kulturinstitution.

På flere læreruddannelsessteder har det det været et selvstændigt mål at nedbryde de professionsfaglige miljøer på uddannelsen. De studerende skal primært være studerende på et campus og ikke primært lærerstuderende. Særlige studiesociale aktiviteter målrettet de lærerstuderende er derfor ikke velsete.

Jeg deltog flere gange i det årlige kick-off-arrangement på læreruddannelsen på Trøjborg i Århus. Det var et fantastisk arrangement, hvor de studerende bød de nye lærerstuderende velkommen og præsenterede deres nye studiekammerater for en række udvalg og aktiviteter, der var en integreret del af dagligdagen på den læreruddannelse, de skulle i gang med og derfor udgjorde et væsentligt bidrag til de studerendes kulturelle og professionelle dannelse. Litteratur, kultur, idræt, blad, mad i naturen er blot et lille udpluk af de mange aktiviteter, som de studerende kunne engagere sig. Kick-off arrangementet var i sig selv en markant introduktion til den uddannelse, der er grundlaget for lærerprofessionen.

I 2016 flyttede læreruddannelsen i Århus fra Trøjborg til det nybyggede campus, der også rummer de øvrige uddannelser, som professionshøjskolerne udbyder. Jeg har talt med lærere og studerende, der var med, da uddannelsen flyttede. De kunne fortælle, at som dug for solen forsvandt de mange studieaktiviteter, der hidtil havde været en del af uddannelsens DNA.

For professionshøjskolens ledelse var det afgørende, at eventuelle aktiviteter blev arrangeret på tværs af uddannelserne. Konsekvensen blev, at antallet af aktiviteter blev minimeret og de mere professionsrettede initiativer forsvandt. Det oplevede de lærerstuderende som et kæmpetab for deres uddannelse.

Det manglende professionsmiljø på læreruddannelsen var et tilbagevendende tema i drøftelserne på Folkehøjskolernes sommerkursus “Dannelse i skolen - Lærermødet 2017” på Ryslinge Højskole. Alle, inklusiv repræsentanterne fra professionshøjskolerne, gav udtryk for, at det var afgørende at styrke professionsmiljøet på læreruddannelsen. Nu snart fire år senere kan vi imidlertid konstatere, at meget lidt - om noget - er sket i den retning. Og det er efter min vurdering en ikke uvæsentlig grund til, at tankerne om en privat læreruddannelse har fået vind i sejlene.

Når man læser professionshøjskolernes udspil “10 ambitioner for en bedre læreruddannelse” kan man læse følgende konstatering: “Hertil kommer ikke mindst, at lærerne i deres autoritet skal tage afsæt i og udfolde folkeskolens formål, hvormed de skal repræsentere den dannelse, samfundet anser for almen gyldigt”. Det er alt hvad der står om dannelse i det 48 sider lange udspil.

Professionshøjskolernes overordnede dagsorden for læreruddannelsen har i en årrække været præget af den læringsdagsorden, der for alvor tog fart med folkeskolereformen og læreruddannelsesreformen i 2013. Da jeg for nogle år siden drøftede en bacheloropgave med en lærerstuderende og opfordrede til en lidt mere kritisk tilgang til begrebet læringsmålstyret undervisning, konstaterede den lærerstuderende tørt: “Ja, ja - men jeg skal jo også bestå”.

Professionshøjskolerne var lynhurtigt ude og tilbyde kurser i læringsmålstyret undervisning og datafunderet læringsledelse i en ukritisk accept af læringsdagsordenen. Mange lærere på læreruddannelsen har i deres egen undervisning forsøgt at være et bolværk mod denne udvikling, men hvis ikke professionshøjskolerne fundamentalt ændrer deres tilgang til uddannelsen af de kommende lærere, skaber de selv grundlaget for alternative tilbud, som det vi ser i udspillet fra Herning.

Spørgsmålet er, om professionshøjskolerne har viljen, evnerne og modet til den nødvendige nytænkning. For et par år siden afholdt Danmarks Lærerforening sammen med Radikale Venstre en konference om fremtidens læreruddannelse blandt andet med et spændende oplæg fra en af hovedkræfterne bag udviklingen af læreruddannelsen i Norge, professor Elaine Munthe. Repræsentanterne fra professionshøjskolerne var helt tydeligt mødt op med det ene formål at forsvare status quo.

Da Tommy Ahlers som uddannelsesminister nedsatte en læreruddannelseskommission, der skulle komme med oplæg til et afgørende kvalitetsløft af læreruddannelsen, skete det bestemt ikke med professionshøjskolernes opbakning. Til gengæld var jublen stor, da den nuværende uddannelsesminister Ane Halsboe nedlagde kommissionen og erstattede den med arbejdsgrupper, der skal se på udviklingen af den nuværende uddannelse med primært fokus på praktikken. Det er helt i tråd med det overordnede budskab i professionshøjskolernes udspil: Grundlæggende går det rigtigt godt - vi har bare brug for nogle mindre justeringer!

I et misforstået forsvar for snævre institutionsinteresser risikerer professionshøjskolernes rektorkollegie at skyde sig selv godt og grundigt i foden. Vi er mange, der synes, at det er helt forkert, at vi i et lille kultur- og sprogområde som det danske skal åbne op for en række alternative læreruddannelser, men så er det helt nødvendigt, at professionshøjskolerne forlader den nuværende pindsvinestilling og er langt mere åbne i forhold til et afgørende kvalitetsløft af uddannelsen.

Jeg vil opfordre det flertal i Folketinget, der har udtrykt opbakning til den private læreruddannelse i Herning, til i første omgang lige at klappe hesten og i stedet bruge flertallet til at sikre, at vi som i Norge får et fælles perspektiv på en bedre uddannelse af de kommende folkeskolelærere. Det kan fint ske med inspiration i Tommy Ahlers’ læreruddannelseskommission.

Det er ikke kun en lille gruppe lærere fra en uddannelse i Herning, der har brug for en bedre uddannelse - det har alle kommende lærere.

(Dette indlæg blev bragt i Kristeligt Dagblad den 10. februar 2021)