….er det i en politisk kamp værdigt at fastholde, at ingen mål, kompetencer eller konkurrencestatsinteresser skal bestemme over de grundlæggende værdier i skole- og uddannelsespolitik.

Det er dog desværre netop, hvad der sker i det moderne samfundsliv, globalt såvel som nationalt: Det er blevet økonomien der ensidigt bestemmer og styrer; skolen er blevet en brik i spillet om profit- og udbyttemaksimering.

Derfor er Gert Biestas bog Demokratilæring i skole og samfund som udkom på Forlaget Klim i 2013, stadig én af de vigtigste bøger, hvis man vil forstå, hvorfor og hvordan man kan og bør sikre en politisk kamp for generobringen af en menneskelig skole med fri pædagogik. Omtale af bogen: https://www.folkeskolen.dk/556787/gert-biesta-kommer-til-koebenhavn-aarhus-og-aalborg-i-februar

Den vigtigste konklusion for Gert Biesta er, at politikerne skal tage ansvar og forholde sig til de grundlæggende værdier retfærdighed, frihed og lighed; de skal skabe ordentlige rammer for udfoldelsen af demokratiske, samfundsmæssige diskussioner og samtaler. Det gøres ikke ved at forsøge at ”opdrage” borgerne med begrænsede læringsøkonomiske stategier – men ved at tage politisk stilling til den neoliberalistiske og individualistiske bølge, der ruller henover det ganske Europa.

Politisk ansvar for at genfinde det (nu ødelagte og derfor fraværende) demokrati, ligeværd og åndsfrihed fordrer åben og direkte politiske meningstilkendegivelser, ikke indirekte korridor-, trappe- eller lobbyismeaktiviteter, sådan som det ellers er udbredt i dag.

Politisk ansvar for at genfinde demokrati, ligeværd og åndsfrihed fordrer tillige, at hver enkel borger, i en livslang proces, arbejder selvstændigt for at ”udfolde sin demokratiske subjektivitet”. For at understrege meningen med denne demokratiske subjektivitet henviser Gert Biesta til fotografiet på forsiden af hans bog:

En stor flok får rundt – alle med bøjede hoveder. Ét får kikker dog op på fotografen. Det er dette ene får, der adskiller sig fra flokken, man skal efterligne. Gert Biestas pointe er, at demokrati ikke er noget fast på-forhånd-veldefineret ”flok-agtigt”. Demokrati opstår i kritiske, spørgende øjeblikke i et fællesskab, som er optaget af at komme mennesker og behov i møde med henblik på et godt liv for den enkelte og for fællesskabet.

Det er denne hensigt om disse spørgende, kritiske øjeblikke, som ligger indbygget i didaktik og pædagogik.

Min kritik af den nutidige, udbredte opfattelse af didaktikken i dag er derfor: 

Didaktikken er i dag med den topstyrede digitaliserede læringsmålsætnings-agenda blevet en praksis, der orienterer sig imod det aristoleliske begreb poiésis (tildannelse, skaben og målsøgning).

Jeg kritiserer, at didaktikken dermed er flyttet væk fra det aristoleliske begreb praxis (som sigter mod et godt liv for mennesket). 

Uddybning af mit synspunkt:

Aristoteles – poiésis og praxis

Med hjælp fra Aristoteles (Aristoteles, 1995. Den nicomacheiske etik. Her citeret fra Bernt Gustavsson, Vidensfilosofi, Klim 2001) kan der skelnes mellem tre former for viden og to former for praksis. De tre vidensformer episteme, techne og fronesis er knyttet til forskellige former for praksis.

Filosoffen søger teoretisk videnskabelig viden, episteme, fordi han gerne vil vide noget (Filosofi betyder kærlighed til visdom).

Håndværkeren søger praktisk-produktiv kyndighed, techne, fordi han gerne vil kunne noget, f.eks. bygge et hus. Håndværkeren – eller de mennesker der er optaget af produktion og tilvirkning af forskellige produkter – er optaget af handlingen, og vi kan derfor sige han er pragmatisk (pragma betyder handling).

Politikeren – eller de mennesker, fx lærere, der er optaget af at skabe det gode liv for mennesket – er optaget af praktisk-etisk klogskab/visdom, fronesis, fordi han gerne vil kunne noget.

Både vidensformen techne og vidensformen fronesis er altså rettet mod praksis, men er det på forskellige måder.

For at vise dette skelner Aristoteles mellem to slags praksisser, ”…en, som er rettet mod tildannelse, skaben og målsøgning, og en, som sigter mod et godt liv for mennesket". Den ene kaldte han poiésis, og den anden kaldte han praxis.”  

Forskellen på de to former for praksisser består i, hvorvidt hensigten med handlingen er indbygget i handlingen (praxis) –  eller om handlingen er et middel til at nå et andet mål med (poiésis).

Spørgsmålet bliver nu, hvordan den praksis læreren i dag udøver (set i lyset af Aristoteles´ teori om, at der findes to typer praksis), skal forstås?  Er der tale om poiésis eller praxis?

Opdragelse og undervisning er forbundet med etiske og politiske spørgsmål (demokrati, åndsfrihed og ligeværd); svaret er derfor, at der i forlængelse heraf i lærerens handlinger ideelt set er tale om praxis, baseret på vidensformen ´fronesis´ –  selvom en del af lærerens arbejde naturligvis også kræver praktisk-produktiv kyndighed, altså vidensformen ´techne´.

Men det synes altså sådan i dag, at bl.a. de faktiske arbejdsvilkår lærerne arbejder under – den positivistiske, neoliberalistiske samt den evidensbaserede forståelse af forholdet mellem teori og praksis m.v. – er med til at gøre didaktik og pædagogik til et ensidigt instrumentalt og teknisk anliggende. Formålet med didaktik og pædagogik er i dag ikke forstået som IBOENDE i praksis – tværtimod opfattes didaktik og pædagogik som MIDLER til at opnå politisk satte mål.

Alene det forhold, at den ensidige tilgang til undervisningen – som i dag er blevet til centraliseret læring i form af udpenslede fagmål og kompetencemål – kan meget vel tænkes at fremkalde en udelukkende teknisk tilgang til undervisning og opdragelse i skolen. Set i dette lys kan lærerens praksis i det bestående nutidige betragtes som poiésis.

Det er dette – at man ser didaktikken, undervisningslæren, som løsrevet fra selve det indbyggede formål om et godt liv med åndsfrihed, ligeværd og demokrati – jeg er meget kritisk overfor.

Det er nøjagtig de samme overvejelser, man kan have i forhold til pædagogikken, som og dag er ved at forsvinde helt  ud af uddannelse og skole.

Det er derfor jeg kortfattet og inspireret af Gert Biestas og Carl Anders Säfströms A Manifesto for Education fra  2011 vil sige, at pædagogik er/bør være:

Frihedens mulighed for at møde sin egen frihed; at ville se det enkelte, unikke menneske som subjekt her og nu foran mig som pædagog/lærer, altså ikke forestille sig, at dette barn eller unge menneske skal bygges op, dannes, formes eller blive anderledes; men adressere dette menneske med en tilværelsesindsigt og med kunsten i hånden.   

Pædagogik fordrer rammer, der gør det muligt for relationerne mellem pædagoger/lærere og børn/unge/voksne at være sammen i et rum af en frihed, som kun kan opstå i en spænding mellem fortid og fremtid.

Hverken fortid (det psykologiske) eller fremtid (det sociologiske) skal være fundamentet, for det er netop i spændingen mellem fortid og fremtid, at det afgørende pædagogiske øjeblik kan opstå.

Kun i en slags umulig lighed i relationerne kan anderledeshed og forskellighed komme frem og i mødet med hinanden bringe noget nyt ind i verden.

Det er i sådanne øjeblikke, med frihed og lighed som selve det pædagogiske salt, at undervisning i et spændingsfelt mellem fortid og fremtid kan begynde. Med forstyrrelens dissensus, i stedet for automatiseringens konsensus.

På baggrund af ovenstående har Gert Biestas værk om uddannelse aldrig været mere aktuelt for skole- uddannelsesdebatten, hvor målstyrende metodedidaktik og fraværende pædagogik, beklikker lærernes politisk, ansvarlige ret (og pligt) til at stille kritiske spørgsmål om, hvor den frie undervisning og pædagogik med henblik på et godt liv er blevet af.

Det er derfor, det er så vigtigt at forholde sig til spørgsmålet: Hvordan sikres en politisk kamp for en menneskelig skole med fri didaktik og pædagogik?

Lærke Grandjean