Med aftalen ”Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed – justeringer af folkeskolen til en mere åben og fleksibel folkeskole” besluttede folkeskoleforligskredsen (Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Fol­keparti og Liberal Alliance) i januar 2019 at nedsætte en rådgivningsgruppe for forenkling af elevplanen i folkeskolen herunder at komme med anbefalinger til fremtidens uddannelsesparathedsvurdering (UPV)

Det er b.la. en undersøgelse fra EVA (2020), som er med til at underbygge en ændring i UPV´en, idet den viser, at halvdelen af vejlederne samt en tredjedel af lærerne, ikke mener, at UPV ’en i dens nuværende form bidrager til at gøre flere unge uddannelsesparate. Samtidig oplever halvdelen af alle adspurgte elever, og fire ud af ti af de ikke- parate elever, ikke UPV’ en som en hjælp til at gøre dem mere parat til en ungdomsuddannelse. 57 % af de ikke- parate elever anser også vurderingen som et stempel, der er svært at ændre på og 34 % af eleverne oplever et fald i motivation for skolearbejde.[1]

Der er nu lagt op til, at der skal ske ændringer i vejledningsprocessen og i et af principperne fra rådgivningsgruppen fremgår det b. la. at:

Evaluering af elevens faglige og alsidige udvikling er væsentlig og skal være en central del af skolens arbejde med at understøtte alle elevers læring, udvik­ling og dannelse. Evalueringen skal foregå løbende, systematisk og i samspil mellem skole og hjem.

Denne anbefaling kan jeg som vejleder fuldt tilslutte mig.

Men trods de negative måltal for UPV´en, viser undersøgelsen dog også, at 58% af eleverne oplever at UPV´en i høj- eller nogen grad har været en hjælp, og 68% af eleverne har fået lyst til at gøre en ekstra indsats. En væsentlig ting, som rådgivergruppen også påpeger er, at vi skal væk fra stigmatiseringen ved at blive vurderet ikke-parat.

Jeg foreslår ikke en afvikling af UPV´en, som tydeligt også rummer mange positive elementer, men på, at alle elever i udskolingen får udarbejdet en´ løbende plan, som indeholder en oversigt over potentielle udviklingsområder samt hvilke uddannelsesperspektiver der er for den unge. Dette, at alle får en plan, vil medvirke til at mindske stigmatiseringen og dermed opleves det ikke som noget negativt at tale med sin uddannelsesvejleder. Så lad os afskaffe uddannelsesportfolien og i stedet indføre en´ plan for alle elever, gerne når de når udskolingen i starten af 7. klasse. Det vil være et naturligt tidspunkt, og for mange elevers vedkommende kommer de også i nye rammer med lærerskift mv.

Planen skal udarbejdes af elev og forældre i samarbejde med klasselærer og uddannelsesvejleder. Ansvaret skal være skolens- og den skal forpligtes til at lave planen i dette samarbejde. På den måde kan man tage udgangspunkt i en fælles plan, og eleven bliver opmærksom på, hvad der er væsentligt at tage fat på i udskolingen såvel fagligt, personligt og socialt på kort- og lang sigt. Planen skal følges op med løbende månedlige klasselærersamtaler, så der opleves progression ift. målene, men også for, at eleven oplever en interesse og opmærksomhed samt mulighed for at få hjælp der hvor det synes udfordrende.

Fra 8. klasse, når eleverne bliver parathedsvurderet, planlægges og vurderes behovet for vejledning med hver enkelt elev, og det diskuteres, hvilke vejledningsaktiviteter, der kan vise sig nyttige for eleven igennem 8. -9 klasse.

På den baggrund vil det også give mening at arbejde mere systematisk med karrierevejledning i udskolingen, gerne som et udvidet samarbejde mellem lærer og vejleder. Rie Thomsen (professor i vejledning) beskriver: ”I stedet for at løse samfundets problemer skal vejledningen være en praksis, hvor mennesker kan udforske deres muligheder sammen med én, der har en professionel indsigt i mulighederne for udvikling på arbejdsmarkedet. Det er utrolig vigtigt, at vejledning er en fælles udforskningsproces. Vejlederne skal vide noget om, hvilke muligheder der er, og hvad der er vigtigt at undersøge. Og det menneske, der indgår i vejledningsprocessen, skal vide en hel masse om sit eget liv; hvad har de været optaget af, hvilke forandringer ønsker de og hvorfor? Hvordan bliver det et godt – ikke bare arbejdsliv – men et godt liv, hvori der indgår et arbejde”. [2]

Det vil være naturligt at alle elever får denne mulighed og der arbejdes mere med karrierevejledning igennem 7- 9. klasse, således der ikke ensidigt fokuseres på det endelige uddannelsesvalg. Man skal ikke fastlægge sig på at vælge ungdomsuddannelse på et for tidligt tidspunkt, men gøres bevidst om ens muligheder, og der skal etableres et forpligtende samarbejde mellem skole, hjem, elev og vejleder, så hjemmet også gøres klar over de muligheder der er på uddannelsesområdet, og hvad der kan være relevant at være nysgerrig på.

Når vi vejledere har et godt samarbejde med hjemmene, opnår vi ofte fornuftige løsninger, til gavn for den unge og samfundet, og samtidig knyttes en relation til hhv. elev og forældre, som også på sigt kan vise sig værdifuld. På den vis vil det også blive lettere at opnå den politiske målsætning om, at alle elever skal udfordres i deres uddannelsesvalg, hvilket selvsagt kan være vanskeligt, når man som ung ikke har en eneste vejledningssamtale i sit skoleforløb.

Samtaler med alle elever skal sikre, at skolen i tide kan iværksætte nødvendige indsatser for hver enkelt elev, og vejlederne får mulighed for at understøtte alle elever i deres valgproces samt tilbyde forskellige vejledningsaktiviteter. Det vil efter min overbevisning medføre, at alle elever fremover får den personlige vejledning - og hjælp, de har behov for.

[1] https://www.eva.dk/grundskole/delte-meninger-om-uddannelsesparatheds-vurderingen

[2] https://www.vejlederen.org/j/images/artikler_vejlederen/vejledningen-skal-skabe-haab_2-2019.pdf