Anmeldelse

Den lille bog om

En smuk, lille bog om vulva – men til hvem?

Et sympatisk projekt, der desværre ikke når i mål.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er svært at sige, hvem ”Den lille bog om” er skrevet til. Den er en faktabog om vulva, der fokuserer på anatomi, menstruation, lyst og sex formidlet gennem korte kapitler på en-to sider. Titlen og formatet leder tankerne hen på indskolingsfaglitteraturserier a la ”Den lille faktabog om …”. Når man slår op i den, ligner layoutet fortsat en faktabog til indskolingsbørn med en kort tekst på venstre side og en illustration på højre. Den holder samme form gennem hele bogen.

Fakta:

Titel: Den lille bog om

Forfatter: Molly Mørch, Sara Koppel

Pris: 199

Sider: 72

Forlag: Cobolt

Men kigger man på illustrationerne, er man klar over, at her tales der ikke til indskolingsbørn. Bogens billedside giver mig det indtryk, at den er målrettet de 15-25-årige. Illustrationerne er cartoony, farverige og, selvom de er sobre, også ret direkte i deres indhold. For eksempel er der på en af siderne en tegning af en kvinde, der sidder på hug og tisser.

Stregen, motiverne og farveholdningerne i billederne er så smukke. Det er behageligt for øjet, og der er en fin afbalancering af at vise tingene, som de er, og at undgå at gøre læseren ukomfortabel. De lidt syrede farver, mennesker og kropsdele er illustreret i, og den lidt løse streg gør det lettere at læse sig selv ind i illustrationerne. Meget velvalgt af illustratoren Sara Koppel.

Når man så læser den lille tekst, som ledsager hver illustration, bliver målgruppen mere utydelig igen. Forfatteren, Molly Mørch, har valgt at bruge både almindelig og ualmindelig slang for vulva, kønsbehåring med videre gennem hele bogen. Måske fordi det er rigtig svært at lægge sig fast på ét ord, som ikke føles for sterilt eller for slangagtigt. Resultatet er desværre ret rodet.

Tekstens informationsniveau passer til de 12-15-årige, illustrationerne rammer målgruppen nogenlunde, selvom de måske nærmere taler til nogle, der er lidt ældre. Men bogens format taler til en yngre målgruppe, og sprogbruget i de korte tekster virker mere, som om det er en tekst skrevet til kvinder på omkring 50. Man føler sig talt ned til og krummer tæer over, at vulva omtales som ”din yndlingstaco” og ”Frøken Knudsen” i flæng. Jeg kan ikke forestille mig, at en teenager vil krumme mindre tæer over ordvalget end mig, snarere tværtimod. Jeg tænker, de fleste børn og unge vil være hægtet af meget hurtigt.

Det er en skam, at der ikke er arbejdet mere fokuseret på at ramme en målgruppe, for bogens projekt og hensigt er så fin, og den viden, man får gennem indholdet, er super relevant at få formidlet til de 12-15-årige.