Syvende og  sidste rapport og debatindlæg om: Pædagogikken tilbage til undervisningen: Giver det overhovedet mening? Af Lærke Grandjean, forår 2020.

Med tak til de kritiske forskere Gert Biesta, Lucas Cone, Steen Nepper Larsen, Brian D. Mårtensson, Thomas Å. Rømer og Keld Skovmand er her det sidste indlæg i min serie af interviews/artikler. Jeg skal desuden her takke Folkeskolen.dk generelt for at være et åbent og godt debatforum, specielt tak til den undervisningserfarne debattør Niels Christian Sauer, hvis blogindlæg Den digitale folkeskole vender den tunge ende nedad, jeg sidst i dette indlæg vil lade pege fremad.

Serien er et rapporterende debatindlæg skrevet ud fra et håb om at kunne bidrage til at belyse de uenigheder, som gemmer sig bag striden om, hvordan vi får pædagogikken tilbage til undervisningen; debat og dialog er det første skridt henimod at få pædagogik i fokus igen.

Hvad er man uenig om?

Kort sagt drejer uenighederne i den kritiske del af den pædagogiske verden, og dette gælder såvel i Danmark som eksempelvis Holland og Norge, sig om: Hvordan imødegår man med et vægtigt modspil den tsunamiagtige bølge med datastyrende og målstyrende læringsgørelse, learnification med et Biesta-udtryk, som har indskrænket pædagogikkens muligheder, og som derfor er blevet en uhyggelig ødelæggende følge af globaliseringen?

En del folk i den kritisk tænkende afdeling af den pædagogiske verden mener, at vi kan give modspil, og altså få pædagogikken tilbage til  undervisningen, ved at fokusere på den tyske tradition Bildung. Andre mener, at vi skal have mere fokus på eleven, og atter andre mener fokus skal være curriculum, eller at pædagogikken skal være verdenscentreret eller først og fremmest baseret på filosofi- og eksistenstænkning.I dette syvende og sidste indlæg, vil jeg i det følgende:  

1. Give en opsummering af indlæggene i overskrifter  
2. Give mit personlige bud på, hvordan meningen kan genfindes  
3. Pege fremad med henvisning til Niels Christian Sauers blogindlæg fra 31.03. 2020 i Folkeskolen.dk

1. Opsummering af indlæggene i overskrifter

Gert Biesta ser pædagogikkens opgave: At vække et andet menneskes lyst til at eksistere i og med verden på en voksen måde. IT hører ikke til i skolen, men derimod langsommelighed og fri tid til at dannes til verden – ikke til samfundets her-og-nu behov.

Lucas Cone vil med pædagogikken: Med udgangspunkt i det sociale holde fast i det lokale. Mindre Google, mere Open Source. Mindre negativitet, mere vovemod. 

Steen Nepper Larsens pædagogiske tilgang er: At se socialisation i lyset af Bildung. Kritik af staten som kontrollerende. Ønskes: Aktive studerende med engagement, vovede tydninger og meningsproduktion skal der også  til.  

Brian Degn Mårtensson ser, med Grundtvig og Biesta: Pædagogikkens opgave er – hvis den skal frisætte – at skabe engagement og evne, så barnet med tiden kan definere samfundsproblemer. IT har som udgangspunkt ikke noget at gøre i skolen. 

Thomas Aastrup Rømers "Pædagogikkens eksistenskamp i dataficeringens tidsalder" taler om: Pædagogisk tradition, der er funderet i kundskabsprocessen. Kritik af klima- og data-politik. 

Keld Skovmand  siger: ”Jeg er mere og mere tilbøjelig til at fraråde det (IT). Den digitale teknologi fremstår ofte som en distraktionsfaktor og en dårlig didaktisk krykke. Jeg ved ikke helt, hvad IT skulle være gavnligt for, i det mindste ikke didaktisk og pædagogisk” …. ”Digitale læremidler har særligt i form af fagportalerne haft en enorm betydning for udbredelsen af læringsmålstyret undervisning og har også fortsat stor betydning for fastholdelsen af denne tænkning om undervisning.” 

2. Mit  personlige bud på, hvordan meningen kan genfindes

Hvis pædagogikken skal kunne komme tilbage til undervisningen, må man lytte til visdommens bud: Kend jeres formål!

Enhver lærer, forsker og politiker skal derved først og fremmest fokusere på formålet om  demokrati, ligeværd og åndsfrihed og herudfra tilrettelægge undervisning, forskning og politik.

Børn og unge må ikke udvikle sig til at blive ´digitale massemennesker´ (Böss/2019), hvilket er ved at ske med den nugældende afvisning af pædagogik i undervisningen; derfor må hver enkel person nu tænke sig om, lytte til sin egen samvittighed –  og sammen må der handles.

Dette indebærer i mine øjne:

• At man laver forsøg med en skole UDEN IT (digitale læringsportaler, Aula, tests  og central styring m.v.).
• At man undlader at understøtte evidensbaseret forskning i pædagogik med rod i det naturvidenskabelige –  mennesket bør nemlig ikke betragtes som en ting, man objektivt kan beskrive, analysere og få ind i en sammenhæng, som snævert set drejer sig om ”hvad der virker” (Biestas Why ´what works´ still won´t work). I stedet bør man forske i pædagogik med rod i det humanistiske og dermed spørge: Hvad er et menneske? Hvad er frihed? Med andre ord inddrage skønlitteratur og filosofi.

3. Til slut vil jeg pege fremad med henvisning til Niels Christian Sauers blogindlæg i Folkeskolen.dk fra 31. mar. 2020 

Blogindlægget følger her som citat – det er ikke så langt i sig selv, men læg mærke til skarpheden!Læg også mærke til den efterfølgende debat, som man kan læse ved at klikke på dette link: https://www.folkeskolen.dk/1838814/den-digitale-folkeskole-vender-den-tunge-ende-nedad#1839392

Den digitale folkeskole vender den tunge ende nedad

Af Niels Christian Sauer

Hvis nogen skulle have glemt det, har coronakrisen givet dem en ordentlige huskekage: Skolen er i sin grundvold analog, og anderledes kan det ikke være.

Der er strengt taget ikke noget nyt i det her. Jeg vil vove den påstand, at de fleste af os har vidst det længe. Men ingen har talt om det før. Nu står det bøjet i neon: Den digitale folkeskole vender den tunge ende nedad.

Folkeskolen har under coronakrisen været tvunget til at køre den digitale skole helt igennem, og det har givet anledning til en del debat om digitaliseringens pædagogiske kvaliteter. Enkelte ser ligefrem forjættende perspektiver for området. Men når røgen letter, og vi skal se tilbage på det, der skete, må vi være ærlige. På blot et par uger har det vist sig, at den digitale folkeskole taber en hel gruppe af elever på gulvet. Tilmed den gruppe, der har allermest brug for skolen. Vi taler om børn fra skolefremmede, lavuddannede hjem, navnlig dem med anden etnisk baggrund end dansk.

De elever, der har deres egen, opdaterede computer stående på deres eget værelse plus en højtuddannet far og mor, der kan hjælpe med lektierne, klarer sig. Ikke fint, for de savner som alle andre børn deres skole og deres kammerater. Men de klarer sig. De, der slet ikke klarer sig, er dem, der i dagevis – ugevis – ikke åbner Aula, ikke tjekker deres platforme, ikke svarer lærerne på noget som helst og ikke har forældre, der kan skubbe på og løfte, hverken fagligt eller socialt.

Det problem mildnes, når skolen genåbner, men det går ikke væk. Det ryger bare under radaren igen, for uanset hvor meget lærerne gør for at trække disse børn op på niveau, kan de ikke trylle. De er i bund og grund dømt ude i den digitale folkeskole. De forstår ikke dens sprog, de er ikke fortrolige med dens virkemåder, og deres forældre er sat helt af.

Hvad denne krise har bevist, er, at ’skole’ ikke betyder ’digitalt styret læreanstalt for individuelle børn under oplæring’. ’Skole’ betyder først og fremmest 'intenst, forpligtende fysisk samvær med andre mennesker'. Vi kunne såmænd godt holde skole uden computerne, hvis det skulle være. Men vi kan ikke holde skole uden fællesskabet. Hvis nogen skulle have glemt det, har de nu fået en ordentlig huskekage: Skolen er i sin grundvold analog, og anderledes kan det ikke være.

You don't know what you've got till it's gone.