For et halvt års tid siden blev det mig forundt at anmelde bogen "En skole for alle", hvori vi kan læse om skoleleder Rani Hørlycks arbejde med at vende udviklingen på et par skoler, der havde svare problemer; det, vi med et gyseligt udtryk nu kalder lavt præsterende.

Når jeg kommer i tanke om den bog, skyldes det, at jeg sidder med en ti kapitler lang gennemgang af en forskning af netop skoleledelse, der får lavt præsterende skoler på succesfuld kurs. Den bygger på studier af sådanne bestræbelser i USA, Canada og Storbritannien og er altså oversat til dansk.

Bogens grundbegreb er turnaroundledelse, hvilket dækker over betragteligt mere end den tidligere regerings satsning på belønning af quickfixresultater. Turnaroundledelse fordrer en sej, målrettet proces, der sigter imod en grundlæggende ændring af den konkrete skolekultur, som har givet anledning til dårlige resultater, der tilmed har haft det med at gå i den gale retning år efter år. Det handler altså om at skabe en positiv transformation.

I bogens første del (tre kapitler) beskriver forskerne nogle årsager til, at nogle skoler mislykkes, opstiller med afsæt i evidens fra Ontario, Canada, tre faser for en basal ændring og belyser dette arbejde med en case fra Leicester, England. De tre faser er 1) stop nedturen, 2) sikr overlevelse og 3) stræb efter mere.

Andet afsnit er helliget beskrivelser af, hvordan turnaroundledere agerer, med henblik på at deres skoler skal lykkes med at få en negativ udvikling vendt og komme på sporet af at præstere bedre og vedvarende. Det handler dels om at få skabt en fælles retning, dels om at opbygge lærernes kapacitet, dels om at redesigne skolernes måde at fungere på, dels ved at udøve undervisningsledelse, dels ved at udøve en ledelse, der er personlig og tæt på det, der sker. Afsnittet, der bygger på studier fra en række grundskoler og gymnasier i USA, i England og især i Ontario, Canada, præsenterer eksemplariske cases og indeholder desuden en række udtalelser fra medvirkende ledere, undervisere og andre.

Bogens sidste afsnit søger at indfange de udestående udfordringer, som skoler, der har påbegyndt en turnaroundproces, står over for: Hvordan kommer man fra at have vendt udviklingen til at opnå det meget mere, der er hensigten. Her er blandt andet overvejelser omkring rationelle, emotionelle, organisatoriske og familie- og samfundsmæssige forhold, der kan indvirke på arbejdet.

I et forord konstaterer skoleleder Lasse Reichstein fra Hellerup Skole det stimulerende i, at bogen lægger vægt på at møde hinanden med høje forventninger og at afvise dårlige undskyldninger for, at ens skole præsterer lavt: ”Betegnelserne inklusionselever, diagnosebørn og curlingforældre … hører ikke til på en skole, der drømmer om den bedst mulige fremtid for alle elever”. Med dette statement kan jeg se en parallel mellem denne præsentation af en udenlandsk forskning og bogen, som jeg nævnte i min indledning: "En skole for alle", hvor Rani Hørlyck fortæller om sit arbejde med at vende udviklingen på en dansk skole.

Rani Hørlycks arbejde har også hentet inspiration i angelsaksisk skoletænkning, og det fik mig til at studse over, at der i beskrivelsen ikke var levnet meget plads til det kreative og musiske. Men alligevel var det en berigelse at læse om hendes arbejde, fordi det oser af menneskelighed og menneskeværdighed. Derfor ville jeg starte med hendes bog, hvis jeg som leder eller lærer går med tanker om at få en negativ udvikling med lave præstationer vendt.

Når ideen så har slået rod, så kan man måske hente Substral i denne bog, som peger på en række fine tilgange, men som sprogligt er så steril, at man af og til må stoppe i læsningen og råbe ud i rummet, om det her handler om mennesker. Og jo, det gør det vistnok, men mennesker set i et præstationsperspektiv, der råber på fordanskning.