Dette er den anden rapport af Lærke Grandjean "Pædagogikken tilbage til undervisningen - giver det overhovedet mening?", januar 2020. 

Ud af Steen Nepper Larsens mange berømte tvister https://edu.au.dk/viden/videnskabsteoretiske-tvister-paa-dpu/ åbnedes én af disse for omverdenen torsdag d. 28. november på DPU, Campus Emdrup, Aarhus Universitet med en videnskabsteoretisk tvist  ”Is there a point to education in the first place?”

Tvisten formede sig som tre oplæg og en efterfølgende debat med de fremmødte i salen. Oplægsholderne var Steen Nepper Larsen (lektor ved DPU, Campus Emdrup, Aarhus Universitet), Gert Biesta (Professor of Public Education at Maynooth University Ireland), Lucas Cone (ph.d.-studerende ved DPU, Campus Emdrup, Aarhus Universitet).

Men hvorfor tvist? Hvad er man uenig om?

Kort sagt drejer uenighederne i den kritiske del af den pædagogiske verden, og dette gælder såvel i Danmark som eksempelvis Holland og Norge, sig om: Hvordan imødegår man med et vægtigt modspil den tsunamiagtige bølge med datastyrende og målstyrende læringsgørelse – ´learnification´ med et Biesta-udtryk – som har indskrænket pædagogikkens muligheder, og som derfor er blevet en uhyggelig ødelæggende følge af globaliseringen?

En del folk i den kritisk tænkende afdeling af den pædagogiske verden mener, at vi kan give modspil, og altså få pædagogikken tilbage til undervisningen, ved at fokusere på den tyske tradition Bildung. Andre mener, at vi skal have mere fokus på eleven.

Interview med Steen Nepper Larsen, lektor ved DPU, Campus Emdrup, Aarhus Universitet

Tvisten

LÆRKE GRANDJEAN: Vil du uddybe tvisten mellem dig og Gert Biesta?

STEEN NEPPER LARSEN: Der er rigtig mange ting, vi er enige om, Biesta og jeg, frem for alt kritikken af den instrumentelle og uddannelsespolitisk kortåndede tilgang til samfundets institutionelle læreprocesser, herunder den omsiggribende ’learnification of education’ og tømningen af undervisningen for indhold, fylde og eftertænksomhed til fordel for målopfyldelse, effektivitet og produktivitet. Jeg har også dyb respekt for hans viden om uddannelsesfilosofi og pædagogisk teori og selvfølgelig også for hans høje udgivelseskadence og ihærdige virke som forfatter og formidler. Det er simpelthen imponerende, hvad han får fra hånden, og overraskende hvor mange universiteter, han kan arbejde på, lande han kan være i, og sprog han kan mestre, nærmest på én gang.

Men der er også ganske meget, vi ser forskelligt på, jf. mit bidrag i vores antologi: Uddannelse for en menneskelig fremtid (KLIM 2017). Det undrer mig fx, at han ikke ’har’ et samfundsbegreb og ikke er dialog med nutidens sociologi. Hvilket samfund er det, vi lever i? Er der tale om en kognitiv kapitalisme, en overvågningskapitalisme eller om et samfund uden centrum, der indeholder en forvirrende blanding af rationaler? Hvordan begrebsliggøre forholdet mellem samfundsudvikling, kravene til fremtidens arbejdskraft og den førte uddannelsespolitik?

Jeg undrer mig også højlydt over hans kritik af både hermeneutikken og konstruktivismen. Han synes at mene, at elevernes og de studerendes aktive og engagerede forståelses- og fortolkningsarbejde kan affejes som subjektivisme og mere eller mindre hjemmerørt konstruktivisme. Hans dobbelte diktum om, at vi ydmygt skal lære at møde verden og lade den tale til os, og at vi skal gøre os rede til at modtage gedigen undervisning uden at gøre os selv til centralperspektiviske meningsmaskiner er udmærket og prisværdigt. Men det går ikke an at tænke udialektisk, og jeg tror simpelthen han har misforstået eller læst alt for hurtigt hen over de skelsættende og øjenåbnende pointer i Hans-Georg Gadamers filosofisk-hermeneutiske hovedværk Wahrheit und Methode (1960). Elever og studerende møder ikke verden og modtager ikke blot undervisning som passive og udleverede subjekter; de er konstant i færd med at afprøve og vove fortolkning og projicere mening ind i ’tingene’. Engagement. vovede tydninger og meningsproduktion skal der også til.

Det forekommer mig også, at hans berømte treleddede skelnen mellem kvalifikation, socialisation og subjektivation inden for uddannelsessystemet komme til at underspille de dannelsesdimensioner, der knyttes til intimt til og lader sig pirre af fag(lighed), indhold og substans. Skønheden i et matematisk bevis, en uforglemmelig strofe af et stærkt digt, indsigt i grammatiske og semantiske bånd på tværs af de europæiske sprog og en forsøgsvis forståelse af og viden om første verdenskrigs gru som historisk begivenhed lader sig fx ikke reducere til ’kvalifikation’. 

Dertil kommer, at han ved flere lejligheder udelukkende synes at opfatte dannelse som det klassiske borgerskabs idealer om den rette dannethed i et smagfuldt og ekskluderende klasseperspektiv. I modsætning hertil håber jeg på og virker jeg for, at dannelsestænkningen revitaliseres som en eksistentielt opladende og fællesskabsstiftende samfunds-, samtids- og sprogkritik.

Og i en tid, hvor mange filosoffer, videnskabsfolk, kunstnere og aktivister ganske lovende og med rette er optaget af både kropsfænomenologi (herunder kritikken af den nærmest uudryddelige dualistiske opfattelse af forholdet mellem tænkning og bevidsthed på den ene side og legemet og sansningen på den anden…) og nymaterialisme (object oriented ontology, spekulativ realisme, the material turn etc.), er det også påfaldende og en smule underligt, at Biesta stadigvæk er mest optaget af at drøfte filosofiske spørgsmål John Dewey, Hannah Arendt og Emmanuel Lévinas (og vel at mærke ikke et ondt ord om det eller dem…).

LÆRKE GRANDJEAN: Vil du tilsvarende uddybe tvisten mellem dig og Lucas Cone?

STEEN NEPPER LARSEN: Jeg tror (endnu…) ikke, at jeg har ret mange udeståender eller mellemværender med Lucas. Så måske twister (danser velvilligt…) snarere end tvister (kæmper og strides…) jeg med ham.

Hans ’glokale’, aktivistiske og engagement-orienterede tilgang til ’det pædagogiske’ ligner en revitalisering af noget af det bedste fra 1960-70’ernes kulturradikale tænkning. Frigørende pædagogik version 2.0. for det 21.århundrede. Dertil kommer hans udmærkede og præcise kritik af edutech-branchens kommercialiserende og datahøstende tiltag, som de nationalstatslige uddannelsesplanlæggere og kommunale forvaltere kun sjældent synes at forstå fare- og destruktionspotentialerne i. Samtidens skoleforvaltere, –ledere og –politikere er ofte alt for teknologibegejstrede; men Lucas har heldigvis øje for, at kroppe, stemmer, tekster og tanker må have rum og tid til at interagere frit uden for skærmenes verden, hvis uddannelsessystemet - og livet i øvrigt - skal have saft, kraft og kvalitet.

Dannelse

LÆRKE GRANDJEAN: I din bog om dannelse fra 2016 At ville noget med nogen (Turbulens Akademisk) uddyber du din bog fra 2013 Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering (Fjordager) bl. a. ved at give tolv portrætter af pædagogisk-filosofiske tænkere. Vil du her udvælge tre af disse tænkere ud fra, hvad de kan sige lærere her og nu i den digitaliserede læringsvirkelighed, skolen er funderet i i disse tider?

STEEN NEPPER LARSEN: Det er ikke let med få ord; men samtidens skolelærere gør klogt i at lytte til, lade sig anfægte af og allerhelst også nærstudere Thomas Ziehes tanker om at praktisere en på én gang selvforglemmende og selvvirkeliggørende decentreringskunst; Peter Sloterdijks forsvar for, at vi i den livslange anden fødsel bør kaste os ud i beundringsøvelser, hvis vi ikke ønsker at blive massenivellerede i dumhedens dale; og Tilman Borsches credo: at det er vigtigt at lære at komme til at kende ordenes og begrebernes historie, hvis man ikke vil nøjes med passivt at bivåne andres (mis)brug af sproget…

Pædagogik/politik

LÆRKE GRANDJEAN: Hvordan vil du analysere de politiske muligheder for en god undervisning med mulighed for pædagogisk tænkning i 2020´erne? Hvad ville tre gode råd til politikerne være fra dig?

STEEN NEPPER LARSEN: (1) Opfat og behandl’ aldrig kun uddannelse som et middel for andre mål (såsom eksamensgennemsnit, beskæftigelsesgrad, konkurrencedygtighed, indkomstniveau, learning outcome, trivselsscores etc.). (2) Hav tillid til at lærere og elever, undervisere og studerende, kan virke sammen uden at blive udsat for overstyring, unødig kontrol og irriterende forhastethed. (3) En stat med ambitioner er ikke bange for tænkende uddannelsesinstitutioner eller for kritiske elever og studerende; den gøder jord og ånd for grundforskning og grundighed og elsker at blive sagt imod i res publica.

Nye bøger

LÆRKE GRANDJEAN: Du har (mindst) to nye bøger på bedding. Vil du løfte sløret for nogle af de problemstillinger, du kommer ind på i de to bøger med ´kamphanerne´ Biesta og Hattie?

STEEN NEPPER LARSEN: I foråret 2020 udkommer The Purposes of Education – a Conversation between John Hattie and Steen Nepper Larsen på forlaget Routledge. I maj-juni 2018 tog jeg til Australien for at føre en række båndede samtaler med Hattie på Melbourne University. Og i april og maj i år skal jeg mødes med Biesta i Maynooth (ved Dublin) og i Edinburgh for at tage de første kommunikative spadestik til en lignende Routledge-sag. Det er sør’me svært med få ord at sammenfatte, hvad Hattie-bogen præcist handler om. Den er opdelt i 16 temaer og kommer meget langt omkring. Vi udviklede også vores synspunkter og argumentationsformer undervejs i samtalen, der forløb over seks dage. Hattie var generøs med sin tid og sit nærvær, og det var interessant at krydse klinger med den indflydelsesrige uddannelsesstatistiker, hvis bøger jeg har læst, kritiseret intenst og anmeldt siden 2010. Men nogle af de spørgsmål. vi drøftede var: Er læring et synligt fænomen? Hvad er relationen mellem uddannelsesforskning og uddannelsespolitik? Har uddannelser mål og formål? Hvad er lærerrollen? Kan dannelsestanken revitaliseres? Hvordan differentiere mellem the how, what and why of education?