I en verden fuld af digitale platforme og portaler er der åbenbart stadig et marked for fysiske bøger og endda bogsystemer. Nyeste skud på Alineas stamme er en nydeligt layoutet bog, som er rar at have i hånden og nem at finde rundt i, men skuffelsen over indholdet voksede, efterhånden som min læsning skred frem.

På otte sider er allerede de to første – sammenhængende – emner afhandlet. Vi får en sludder for en sladder om begrebet ”tro”, der hverken når rundt om eller i dybden med et emne, som ellers må stå centralt i enhver form for religionsundervisning. Kierkegaard og de 70.000 favne vand når lige at blive nævnt, men helheden fremstår uden nogen form for substans eller retning.

Hertil kommer, at elevopgaverne kalder på en gang speed skating hen over emner, der hver for sig kunne have givet rigeligt stof til eftertanke: ”Diskutér forskelle på videnskab og religion” – blot én vigtig problemstilling, som det ville kræve et stort arbejde at belyse blot nogenlunde. På samme henkastede måde bliver eleverne i et senere kapitel bedt om at redegøre for, hvordan verden blev skabt, om mennesker kan komme i kontakt med det guddommelige, og om der findes mirakler eller undere. Skønne, spildte chancer – og så har jeg endda ikke nævnt opfordringen til ”eventuelt” at sammenligne ”Historien om en moder” med Jobs Bog …

På det faktuelle plan er også en del svipsere. Det giver ingen mening at tale om kalkmalerier fra 1600-tallet, der skulle have overlevet reformationen, ligesom det samme kapitels påvisning af et billedforbud hos jøder og kristne fordrer en anden udgave af De 10 Bud end den, der sidenhen præsenteres. Det er ligeledes problematisk at slå begreberne etik og moral sammen og spise eleverne af med to linjers forklaring. Jeg kunne anføre en del andre eksempler, men må nødvendigvis forbi det sproglige også – flere citater: ”Det har været tolereret til, at …”, ”… at pointere denne pointe …”, ”… en degraderet planet …”, ”Den … faktor, som religionerne gør …”. Hvem læser korrektur på sådanne formuleringer?

Lærervejledningen gør fint rede for læringsmål og kompetenceområder, og den synoptisk opstillede sammenligning af verdensreligionerne er et udmærket første redskab på vejen mod dybere indsigt. Men hvorfor skal den århundredgamle misforståelse, at konsonantformen JHVH (enkelt-V) kan oversættes med ”Jehova”, kolporteres i en vejledning fra 2019?

Tak for turen ud under himlen med ”Biblen” og andre helligskrifter under armen. Jeg står af her.