Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Hver gang vi foretager en trivselsmåling for børn og unge i dette land, viser resultatet et stadig mere nedslående resultat, og vi er lynhurtige til at diagnosticere årsagerne: Høje krav fra samfundet, sociale medier, mobiltelefoner og corona-epidemi har alle fået dele af skylden.

Men der er også noget andet på spil. Nemlig at vi voksne har større og større behov for at overvåge børn og styre deres lege og aktiviteter.

Det ser jeg i hverdagen som lærer og forælder, når jeg oplever børn og unge, der skal ringe til deres forældre, som lige vil sikre sig, at de er kommet sikkert til og fra skole. Jeg ser også børn, der bringes og hentes til alt, og jeg møder unge, der ikke må forlade villavejen, eller færdes ude efter mørkets frembrud. Oplevelser som disse giver mig en kvælende følelse af klaustrofobi på børnenes vegne.

For lidt voksenfri leg

På mange områder har vores samfund aldrig har været mere sikkert og trygt, men samtidigt virker det som om, at vi stadig er mere og mere angste og optaget af vores børns sikkerhed og trivsel.

Det medfører, at vi berøver vores børn muligheden for at udforske deres lokalområde og deres liv uden at have en voksen med på sidelinjen eller i telefonen.

Der er langt mellem børns voksenfri leg på de offentlige plæner og villaveje. Vi har glemt at lade børnene sanse verden med asfalteksem på knæene, styrt fra trækronerne og en røffel fra den øverste i hierarkiet på vejen, hvis man snyder sig foran i køen. Det bliver man robust af, og man bliver hærdet til ungdoms- og voksenlivet, hvor man uundgåeligt møder slag på livets vej.

Det samme gælder i skolen, hvor formaliserede legegrupper og endeløse aulatråde om voksenstyrede trivselsarrangementer fylder.

Det er i den bedste mening, men i vores iver efter at gøre det så godt for børnene, risikerer vi at frarøve dem muligheder for selv at udvikle lege og arrangementer. Man vokser nemlig, når man finder ud af, at man sagtens selv kan finde på en god leg sammen med sine venner.

Lad tillid og frihed blomstre

Tidligere årtiers børneliv var domineret af en frihed og tillid til børn. Her var en positiv forventning til børnene om, at de passede på sig selv og hinanden, for dengang var legeaftalerne udendørs og i grupper på tværs af køn og alder, og der foregik et utal af uformelle læreprocesser i social dannelse uden en overvågende voksen.

Det er de positive forventninger, man vokser af, trives og præsterer i - uanset om vi taler om lærer-elev-relationen, barn-voksen-relationen eller medarbejder-leder-relationen. Den mest kendte dokumenterede forskning på området er Rosenthal-effekten, som viser, at vi trives bedst i miljøer med høje positive forventninger end i lave negative forventninger.

I vor tids alarmistiske trivselskultur er der derfor god grund til at sætte børn og unge mere fri. Fri os for den overvågning og kontrol som både lærere, ledere og forældre udsætter børnene og hinanden for.

Lad os som lærere støtte børnene og de unge mennesker ved åbent at nedjustere forventningerne og afmystificere betydningen af nationale tests, evalueringer og prøver, som i mine øjne er en del af mikroskopet, vi iagttager vores unge gennem. Slip dem fri og luk dem ud.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk