Egenbetaling
”Jeg kan se, at materialerne motiverer børnene, hvilket giver mig arbejdsglæde”, siger lærer Mia Bloch. Hun bruger cirka 1.000 kroner om året af egne penge.
Foto: Michael Drost-Hansen
”Fjollet, at jeg skal betale af egen lomme”
Mia Bloch tilhører den halvdel af lærerne, som selv køber ting til undervisningen. Hun abonnerer for eksempel på en engelsk materialeside for at kunne give sine elever en varieret undervisning.
Mia Bloch betaler primært for undervisningsmaterialer, når hun hiver pungen op for at
købe ting til sit lærerarbejde.
”Jeg
underviser stort set kun i dansk som andetsprog og har i flere år haft et
abonnement på en engelsk materialeside til 57 kroner om måneden. Det er en
prioritering for at have lækre materialer”, siger Mia Bloch.
Hun er lærer på Firkløverskolen i Give og
underviser blandt andre ukrainske, polske og rumænske elever, hvis forældre
typisk arbejder i landbruget. Cirka ti procent af skolens elever er
flersprogede. De går i almene klasser, og over 30 af dem får sideløbende
basisundervisning i dansk.
”Mine kolleger bruger gratis materialer fra
Opgaveskyen og Leg og Lektie til at supplere bogsystemerne med, da budgettet
til engangsmaterialer er begrænset.
Jeg har eleverne i få timer om ugen, og de skal ikke støde på opgaver i mine
timer, som de allerede har løst i deres klasse. De har brug for opgaver, som
motiverer dem”, uddyber Mia Bloch.
Selv om 57 kroner ikke er en formue, har hun
forsøgt at få skolen til at betale, men det er ikke lykkedes. Sidst hun
spurgte, fik hun at vide, at skolen helst skal betale via et EAN-nummer, og det
opererer den engelske hjemmeside selvsagt ikke med.
”Jeg har gjort op med mig selv, at livet er for
kort til, at jeg vil ærgre mig over, at jeg selv må betale, for jeg kan se, at
materialerne motiverer børnene, hvilket giver mig arbejdsglæde. Det er
selvfølgelig ikke rimeligt, at jeg selv skal punge ud, men jeg gider ikke stå
med hatten i hånden regelmæssigt”, siger Mia Bloch.
For dårlig til at bede om lov
I en spørgeundersøgelse, som fagbladet Folkeskolen
har fået udført blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening ansat i folkeskolen,
svarer hver anden lærer, at de inden for det seneste år har betalt for
aktiviteter eller materialer, som de mener, skolen burde have dækket.
Mia Bloch
anslår, at hun i alt bruger 1.000 kroner om året på den konto.
”Jeg forsøger at holde det til det ene
abonnement. Jeg har tidligere købt gribedimser for at hjælpe elever til bedre
at kunne holde på blyanten og en tusch til at skrive på plastik. Jeg har også
købt pynt til påske. Det giver både stemning og noget at tale om. I dansk som
andetsprog skal eleverne lære om vores højtider, og det er bedre at tage
udgangspunkt i konkrete materialer frem for billeder”.
Skolens økonomi er blevet dårligere, og der skal spares yderligere i Vejle Kommune.
Mia Bloch, lærer på Firkløverskolen
Mia Bloch og hendes kolleger skal først bede om
lov, hvis de vil have Firkløverskolen til at betale for påskepynt eller
gribedimser.
”Det er jeg dårlig til. Om jeg bare vil bruge 35
kroner på en lyskæde til jul, gider jeg ikke spørge. Jeg gør det så nogle gange
alligevel, men jeg får ofte et fluffy svar om, at det må vi se på. Forinden har
jeg måske været forbi min afdelingsleder tre gange, før det lykkes at træffe
ham. Så er det lettere at betale selv. Der er grænser for, hvad jeg vil bruge
tid og energi på”, siger Mia Bloch.
Hun understreger, at hun ikke vil hive flere
hundrede kroner op af egen lomme til materialer.
”Så siger jeg stop. Jeg bruger heller ikke penge
uden at fortælle ledelsen om det, så min leder ved godt, at jeg har det
engelske abonnement. Det er et fjollet vilkår, at jeg skal bruge af mine egne
penge. Omvendt kan jeg gøre nogle ting, som boner ud med glæde. Jeg kunne lade
være at betale, og det har jeg kolleger, der gør, men så skulle jeg bruge
energi på at ærgre mig over, at eleverne ville gå glip af noget”.
Hvert fagområde bør få et beløb
En løsning kunne være, at hvert fagområde får
stillet et mindre beløb til rådighed, så lærerne ikke skal gå tiggergang,
foreslår Mia Bloch.
”Jeg har som vejleder
i dansk som andet- sprog haft et årligt beløb, som jeg kunne bruge uden at
skulle spørge, fordi der var tillid til, at pengene kom eleverne til gode. Men
det har jeg ikke haft de seneste par år. Vi fik ny ledelse sidste skoleår, så der
kommer forhåbentlig ændringer, for i et stort budget bør det kunne lade sig
gøre. Men skolens økonomi er blevet dårligere, og der skal spares yderligere i
Vejle Kommune, så det er svært at tro på”.
Mia Bloch peger på en anden problemstilling. Hun
bruger sin mobil som oversætterværktøj i sit arbejde med de flersprogede
elever. Samtidig kommer der løbede flere krav til, hvad lærere skal bruge deres
private telefon til.
”For nylig skulle vi opdatere vores arbejdsmail, og det krævede, at vi
installerede en app til sikker kommunikation. I forvejen har vi en app til at
registrere kørsel i. Jeg har ikke oplevet det som et problem tidligere, for vi
kan godt lade være med at installere Aula på vores telefoner, men de her apps
kan vi ikke slippe for. Det er et vilkår, som er kommet snigende, uden at vi
har talt om det. Det er ellers en spændende diskussion, hvor meget en
arbejdsgiver kan kræve, at man skal bruge sin egen telefon på jobbet”, siger
Mia Bloch.