Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg indrømmer gerne, at jeg blev vred, da jeg opdagede at læseprøven i år uden varsel bestod af seks opgaver i stedet for fem.

For udenforstående kan det måske virke ligegyldigt – hvorfor dog hidse sig op over noget så banalt som udformningen af en skriftlig afgangsprøve? Men der er ikke tale om en banal sag her, uagtet at de fleste af os godt ved, at man kan få et lykkeligt liv uden prangende resultater i en læseprøve.

Resultaterne af prøverne omtales hvert år i medierne og debatteres – særligt hvis eleverne ikke klarer sig godt nok. 

Samtidig er prøverne omgivet af formaliteter og regler, som skolerne forventes at leve op til. Og det er en alvorlig sag ikke at overholde disse. Vi signalerer altså som samfund, at der er tale om noget væsentligt. 

Selvfølgelig forbereder vi eleverne på prøven

Jeg oplever ofte, at jeg taler med to tunger, når jeg har 9. klasse. Jeg ønsker ikke, at afgangsprøverne skal fylde for meget i undervisningen gennem et helt skoleår, og at eleverne skal få det indtryk, at det hele handler om prøverne.

Afgangsprøven

Prøve blev ændret uden lærerne fik besked: "Det er ikke så fed en situation at stå i"

På den anden side ligger det mig stærkt på sinde, at eleverne er fortrolige med rammerne for prøverne og ved, hvad de kan forvente på selve dagen. Selvfølgelig ikke, hvad angår indholdet, emnerne og de konkrete opgaver - men det skal ikke være selve prøvens form, der kommer bag på dem. 

Læseprøver og retskrivningsprøver træner vi helt fra 7. klasse i en form, der ligner den, de vil møde til den endelige prøve. Kald det bare “teaching to the test”. Jeg opfatter det som en helt igennem rimelig forberedelse på en situation, som af forståelige årsager gør børn på 15-16 år nervøse.

De skriftlige prøver er deres første møde med en eksamenslignende situation, og alle kan vel blive enige om, at det skal være en oplevelse funderet på ordentlighed og retfærdighed. 

Strategierne var nyttesløse 

Vi har flere og flere elever, hvis udbytte af undervisningen afhænger af struktur og forudsigelighed. De skal vide, hvad der skal foregå og være forberedte på, hvad der sker. Det var de bare ikke denne gang. 

Gennem hele læseprøvens levetid har den været skåret over samme læst: Fem tekster, 50 opgaver. Hvad enten man anvender portaler eller tidligere prøver i undervisningen, er det derfor den her udformning, eleverne er fortrolige med. Adskillige elever har derfor også tillært sig strategier, der passer formen, og på forhånd afsat tid af til hver enkelt opgave. 

I den forbindelse er det ikke irrelevant at nævne, at der er tale om en prøve med stort tidspres. Langt fra alle når igennem hele prøven, hvilket er fair, da netop læsehastigheden er et væsentligt element af det, der testes. 

Derfor er strategier særligt hensigtsmæssige i netop læseprøven, men de blev hurtigt ubrugelige i år, da der med ét viste sig at være en tekst mere end normalt.

Det førte helt forudsigeligt til forvirring og frustration hos mange elever, og nogle udtrykte rammende, at de følte sig ”slået hjem i Ludo”, allerede da prøven startede.

Ordentligt og rimeligt at varsle ændringer 

Jeg tør godt garantere, at ingen eller kun ganske få dansklærere havde forberedt eleverne på, at der i princippet godt kunne være en tekst mere eller mindre, og at elevernes strategier derfor ville være nyttesløse.

Det er ikke fordi, at jeg synes ændringerne ikke er legitime. Men det havde været både ordentligt og rimeligt fra Børne- og Undervisningsministeriets side at varsle det til lærerne og eleverne forinden.

De omstillingsparate elever med is i maven og det gode overblik, lod sig næppe slå ud af ændringerne. Og is i maven er afgjort en god egenskab, men var det virkelig dét, eleverne skulle testes i denne gang?

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk