Det er fint at den danske litteratur kanon er blevet taget op til revision. Som medlem af de to hidtidige kanonudvalg ved jeg at sådanne lister har sig tid, at der skal træffes begrundede valg, og at netop ændringer kan anfægte vanetænkning. Men begrundelserne skal være i orden. Og er de det?

Martin A. Hansen er gledet helt ud og erstattet på den obligatoriske fællesliste for grundskole og gymnasium med Tove Ditlevsen, fordi der manglede kvinder på listen. Hm! Det er et valg, og det havde efter min mening været mere interessant om man havde argumenteret med kvalitet frem for køn.

Rifbjerg er gledet ud af fælleslisten og henvist til gymnasielisten, fordi (og det er de begrundelser jeg har hørt på tre orienteringsmøder):

a) han er for svær at læse for folkeskoleelever. Og er det så derfor han er blevet erstattet af Henrik Ibsen? Denne verdensberømte dramatiker er i øvrigt kendt for sætningen: Hvad skal vi med fremmedordet idealer, når vi har det gode norske ord løgne?

b) han er nulevende. Vil det sige at revisorerne agter at ombringe Cecil Bødker og Benny Andersen inden listens ikrafttræden 1. august? Og hvorfor må man være nulevende i gymnasiet og ikke i grundskolen?

c) han passer ikke ind i de temaer, man læser i grundskolen. Hvem siger det? Hvad har man skelet til? Evalueringsrapporter, lærebogssystemer, it-portaler? Og skal man kun læse litteratur i temaer? Fri os for at spille fandango med litteraturundervisningen!

At Rifbjerg er revideret ud af fælleslisten, vil jeg ikke indvende noget imod, hvis der findes gode begrundelser. Men det jeg har hørt indtil nu, tyder på at være løgne, der bygger på idealet om litteraturens brugbarhed.

Men det værste er at man på den vejledende grundskoleliste har føjet Astrid Lindgren og Thorbjørn Egner til. Det er aldeles ikke en del af den danske litteraturs kanon. Det er enten kulturimperialisme, tankeløshed eller det der er værre. De læses meget og sælger godt.

Begrundelserne jeg har hørt, er at:

a) det er vigtigt med det nordiske. Ja, men vel ikke på dansk litteraturs kanon. Det kunne jo forlede elever til at tro at de var danske.

b) der er andre nordiske forfatterskaber på kanonlisterne: Sagaerne, Holberg og Ibsen. Den begrundelse tyder på en ahistoriskhed der er enestående. Sagaerne "koloniserede" vi sammen med Island, og Holberg og Ibsen skrev på dansk.

Det er en uhyrlighed - og i modstrid med det kommissorium der stadig er gældende - at tage en norsk og en svensk børnebogsforfatter ind i en dansk litteraturkanon.

Begrundelserne for de nævnte revisioner tyder på at man har villet erstatte litteratorkanonens dannelseskrudt med anvendeligheds-ukrudt.

Det mest oplivende ved revisionen er at Storm P er kommet med. Så kan vidunderlige Ole Bole anfægte Søren og Mettes kultstatus, og man kan kaste sig over hans vidunderlige bog Med løst krudt.