Anmeldelse
Alfa
Alfa
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Denne lille sag tænkes at fungere som et matematisk brush-up for den linjefagsstuderende, hvis elementære kundskaber ved studiestart er rustne eller utilstrækkelige. Således motiveret må læseren kunne nå et stykke vej i bogen, for anslaget virker godt nok uspændende. Helt forfra med emner som talmængder, regnearternes hierarki, procenter og brøker - og så alligevel: der er ikke meget nyt at hente for den, der har svært ved netop brøkregning, ligesom fuldstændig reducering af kvadratrødder kræver en forhåndsviden om blandt andet primfaktoropløsning.
Fakta:
Titel: Alfa
Forfatter: Hans Christian Hansen, Kristine Jess, John Schou
ISBN: 9788759315910
Pris: 148 kroner
Sider: 132 sider
Type: Bog
Forlag: Samfundslitteratur
Uden at gå i detaljer med alle kapitler skal det desuden nævnes, at afsnittet om ligningsløsning rummer for megen sniksnak og for lidt reel hjælp. Jamen, i stedet for at pusle sig frem til andengradsligningens løsninger hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og introducere kvadratkomplettering? Og går den urutinerede ikke død i at skulle løse hele tre ligninger med tre ubekendte?
På plussiden tæller det til gengæld, at bogen tager fat på matematisk problemløsning og introducerer anvendelsen af mange gode løsningsstrategier. Herudover en fin gennemgang af modellering; blot underligt, at fremstillingen heller ikke her konsekvent tager afsæt i Fælles Mål 2009, der dog er en vigtig reference for en kommende lærer.
Det bliver interessant at se, hvordan "Alfa" vil spille sammen med de øvrige bind i serien. Samme tanke har forfatterne åbenbart haft, idet man under "Matematik for lærerstuderende" udelukkende henviser til disse udgivelser. Mildt sagt en anelse snævert.