På Kroggårdsskolen i den odenseanske forstad Næsby udførtes i årene mellem 1961 og 1968 nogle af de tidligste forsøg med undervisningsdifferentiering, valgfag, tværfaglighed, elev- og forældredemokrati. Den legendariske inspektør Henrik Sidenius stod ved roret omgivet af et ungt, dynamisk og progressivt lærerkorps. De blev bakket op af et sogneråd med socialdemokratisk flertal og af tidens førende pædagogiske ekspertise. Kroggårdsskolen var i disse år stedet, hvor amerikansk og russisk erfaringspædagogik blandede sig med svensk uddannelsessociologi, Den blå Betænkning og inspiration fra reformpædagogiske privatskoler, først og fremmest Bernadotteskolen.

Nu skulle man vise, at der kunne laves folkeskole på andre måder end lærerstyret klasseundervisning, hvor skam og skyld var mere udtalt en ros og anerkendelse, og elevernes medbestemmelse ikke kom på tale. Kroggårdsskolen udgjorde sammen med forsøgene i Brovst og Gladsaxe fundamentet under folkeskoleloven i 1975. En stribe af de tanker, der var blevet afprøvet, vandt nu indpas, først og fremmest et anderledes syn på eleverne som aktive medspillere i formgivningen af skolen - og en fremhævelse af læreprocesser frem for resultater.

Det er den historie, en kreds af personer med tilknytning til Kroggårdsskolen har sat sig for at fortælle. Læseren møder også Henrik Sidenius, når han hvæssede pennen i aviser og tidsskrifter til venstre for midten. Det er der kommet en interessant, men også en flimrende antologi ud af. Erindringsglimt om lærere, der tog en uge ud af sommerferien og planlagde årets gang, eller om elever, der ikke var trænet hjemmefra i at tage et medansvar, veksler med udsnit af senere evalueringer. De viste, at eleverne var glade for deres tid på skolen, men i bagklogskabens lys syntes de ikke, de havde lært så meget. Enkelte bidrag fremstår næsten uredigerede, beskrivelsen af den (sorte) skole, man lagde afstand til, er ganske udokumenteret - mens atter andre tekster er stramt opbyggede. 

Det er således ikke en egentlig historisk fremstilling, man møder i redaktøren Trine Ølands komposition. Det er snarere et refleksionsrum, der indbyder til overvejelser omkring, hvor disse tanker kom fra, hvordan de blev realiseret og mødt af elever og (i mindre grad) forældre - og ikke mindst hvor de blev af. For det er næppe en tilfældighed, at bogen kommer i en tid, da en stor del af den pædagogiske verden oplever sig koblet af den uddannelsespolitiske debat med dens krav om ny-faglighed, test og evidens og instrumentelle skolesyn.

En mere faktuel gennemgang af skolens tilblivelseshistorie med oplysninger om elevsammensætning, social baggrund med mere kunne have afbødet den indforståethed, der til dels præger teksterne. Bogens layout med en meget lille og tynd skrift og de dårligt reproducerede fotografier bidrager ikke til læsevenligheden.

Antologien om Kroggårdsskolen vidner om den store mængde af historisk kildemateriale, der er blevet aflejret. De mange elevprojekter, skoleblade, artikler i lokalpressen, samtidige tidsskrifter med mere og de mange - må man formode - billeder. Man må håbe, der er taget vare på alle disse rige kilder i lokalhistorisk regi. For det kan ikke gå for langsomt med at få fortalt dette vigtige kapitel af folkeskolens nyeste historie. Og som sådan er udgivelsen et godt initiativ og en vigtig inspiration.