Anmeldelse

Talent og skole i sociologisk perspektiv

Talent og skole i sociologisk perspektiv

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis den politiske målsætning om, at den danske folkeskole skal score topkarakter i Pisa, skal opfyldes, kræver det ikke blot, at niveauet hos de svageste elever hæves. Der er i de senere år også kommet fokus på, at de bedst begavede elever repræsenterer et stort uudnyttet potentiale, som må og skal sikres et bedre udfoldelsesrum, hvis de danske elever samlet set skal være blandt verdens bedste.

Fakta:

Titel: Talent og skole i sociologisk perspektiv

Forfatter: Annette Rasmussen

ISBN: 9788790833329

Pris: 195 kroner

Sider: 269 sider

Type: Bog

Forlag: ViaSystime

Bogen her ser nærmere på begrebet talent og nogle af de undervisningspolitiske tiltag, der er gjort for at dyrke de talenter, som hævdes i fremtiden at skulle sikre landets økonomiske vækst.

Der er imidlertid flere kulturbestemte og sociologiske faktorer, der spiller ind i bestræbelserne på at definere, indfange og navnlig animere denne talentmasse til mere synlig og effektiv udfoldelse - ikke mindst med tanke på at vi jo befinder os i jantelovens land.

Forfatteren kommer omkring dette og mange flere aspekter både i de indledende teoretiske kapitler og i behandlingen af et lokalt talentundervisningsprojekt.

Forløbet beskrives og analyseres nøje, hvorved vi får belyst rekrutteringskriterier, elevernes selvopfattelser og samarbejdet mellem underviserne. Desuden gives en grundig redegørelse for kriterierne for såkaldt følgeforskning. Alt sammen ganske interessant, hvis man søger viden om organiseret talentundervisning, har tilsvarende projekter på tegnebrættet eller lignende.

Derimod er der ikke alverden at hente for den almindelige lærer, som "bare" interesserer sig for at skabe bedre udviklingsmuligheder for de særligt talentfulde børn, der vel gennemsnitligt sidder en to-tre stykker af i hver skoleklasse.