Anmeldelse
Vera
Vera
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Læseværdig og stille fortælling om at falde på plads i en verden, hvor de voksne skaber kaos. Men hvor ting kan lykkes med lidt hjælp og lidt mirakler.
Fakta:
Titel: Vera
Forfatter: Mette Vedsø
ISBN: 9788763817363
Pris: 190 kroner
Sider: 132 sider
Type: Bog
Forlag: Forum
Vera skriver ønskeseddel. Øverst står ønsket om at få en hund. Derefter at det skal blive godt mellem far og mor igen, et år efter at Veras far fandt en anden, og Vera og mor flyttede til en lille by.
Det er Veras egne handlinger, der får ønskerne til at gå i opfyldelse. Men der er også kræfter udefra, der virker ind. Vera mener, det er mirakler.
Fortællingen er overvejende realistisk, men med ønskesedlen som et måske magisk element - den bliver varm i lommen, når et ønske går i opfyldelse.
Bogens gennemtroværdige fortællerstemme lader os følge Vera og hendes oplevelse af den ubegribelige situation, at far har forladt familien, at mor er trist, og at det er svært at få venner et nyt sted.
I bogens slutning er Veras syn på verden - og især på far - et andet. Det er godt nok, at ikke alle ønsker går i opfyldelse.
Bogen er velskrevet. Blandt andet har den en skøn måde at vise på, hvordan verden bliver lukket ude, når den bare er for kaotisk at forholde sig til: "Det skete et par dage efter juleaften, at mor kom og satte sig på sengekanten. Så blev det januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, og nu er det december og næsten jul igen".
Alle personer er fint portrætteret både i replikker og i handlinger. Især Veras bedste allierede, buschaufføren Ryan, der står last og brast med hende.
For sikre læsere i indskoling.