Det er imponerende, at netop denne bog nu udsendes i tredje oplag! Den er meget vanskelig tilgængelig, sine steder kræver den en meget skolet og meget vidende læser, og den placerer sig som tekst i lange passager på et udefinerligt niveau mellem teorikonstruktion og teoriformidling. Der er i flere at de enkelte tekster ingen eller få konkrete henvisninger til praksis eller egentlige diskussioner af tekstens samtidige samfundsmæssige problemer, skønt det jo egentlig er det, Klafki selv skriver må være pædagogikkens og didaktikkens hensigt.

Særligt bogens indledende 200 sider vil være svært tilgængelige for de læsere, der er uden forudsætninger for at forstå den tradition, Klafki skriver sig ind i og udvikler sig i forhold til, nemlig den åndvidenskabelige pædagogik. Gang på gang nævnes de samme navne på forgængere, Klafki forholder sig til (Herder, Fichte, Humboldt, Kant med flere), uden at der selv for en trænet læser gives mulighed for egentlig at forstå, hvad det er, Klafki "gør" med sine forgængere. For langt de fleste lærerstuderende vil det derfor formodentlig være umuligt at arbejde med de indledende tekster uden omfattende støtte.

Spørgsmålet er, om det for lærerstuderende og lærere egentlig er umagen værd at forsøge at forstå den Klafki, der viser sig i de fleste at bogens ti studier. Et enkelt studie træder dog frem som et omstændeligt, men vigtigt forsøg på at bidrage til diskussion og udvikling af aktuelle pædagogiske og didaktiske udfordringer for danske lærerstuderende og lærere, nemlig det sjette studie om skolens indre differentiering, undervisningsdifferentiering. Her viser Klafki sig som systembygger og skaber et meget omfattende system af kriterier, der, når de alle er gennemtænkt og måske også gennemført i praksis, har bidraget til at skabe differentieret undervisning. Det er et eksemplarisk studie, der viser, hvor omfattende tidens krav om differentiering egenlig er for de lærere, der forsøger.