John Kofod fra Sortebro Kro er en af dommerne i konkurrencen. Sidste år var der fokus på rødbeden, der var det 6.b fra Ubberud Skole der vandt.

Kartoflen er sat i centrum i æstetisk læreproces

Landsdækkende konkurrence: Et undervisningsforløb i hjemkundskab sætter spot på den enkelte råvare i et undervisningsforløb, hvor eleverne skal være kreative i arbejdet med en råvare. I år er der fokus på kartoflen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan lugter en kartoffel? Hvordan ser den ud? Fås den i mange former og farver? Kan den bruges i deserter, som forret, hovedret eller tilbehør? Og hvad sker der egentlig, når man steger, bager eller koger den?

UC Lillebælt, Center for uddannelsesmidler og Sortebro Kro holder til efteråret et forløb med råvaren i centrum. I år er det kartoflen, tidligere har det blandt andet været rødbeden.

Eleverne arbejder hen imod en finale, hvor der til den såkaldte "Kartoffelfest" bliver kåret en vinder. Hver klasse skal overbevise et dommerpanel om deres idéer. Men før finalen ligger et langt undervisningsforløb med kartoflen i centrum.

"Det er en undersøgende, æstetisk og eksperimenterende måde at arbejde med en råvare på. Det kunne have startet med, at eleverne skulle læse en tekst om råvaren, men her begynder processerne med, at de bliver præsenteret for kartoflen", siger Kirsten Marie Pedersen, der underviser i hjemkundskab på UC Lillebælt og er en af bagkvinderne på konkurrencen.

Medskabere

Første trin i arbejdet med kartoflerne er et kursus for lærerne, der i høj grad handler om at få lærernes nysgerrighed sat i gang, så de kan inspirere eleverne i løbet af processen.

"Børnene bliver medskabere. På den måde bliver klassen et eksperimenterende fællesskab. Det giver en masse glæde og engagement", siger Kirsten Marie Pedersen.

Anes Sofie Andersen Hjort er en anden af bagkvinderne - hun er pædagogisk konsulent på Center for Undervisningsmidler ved UC Lillebælt. For hende er hjemmekundskab et væsentligt fag, fordi der ikke er samme fokus på at videregive viden om mad.

Vinder besøg på restaurant

"Sådan som familielivet er i dag, går der en del viden tabt om, hvordan man laver mad. Derfor er hjemkundskabsundervisningen så vigtig", siger Ane Sofie Andersen Hjort.

Vinderklassen får en middag på Sortebro Kro, hvor kokken John Kofod laver en menu med udgangspunkt i elevernes idéer. på den måde bliver restaurantbesøget et besøg i endnu et læringsrum.