Frem for at pendle efter arbejde, kan man med en læreruddannelse få job i den region, hvor man bor, påpeger Stina Møllenbach, centerchef på professionhøjskolen UC Sjælland, hvor man lige kan nå at søge ind på læreruddannelsen i år - trods uddannelsesloftet.
UC Sjælland giver loftsramte en ekstra chance for en læreruddannelse
Vedtaget fem dage før jul - i kraft nytårsdag. Det nye uddannelsesloft ramte hårdt og brutalt alle, der gerne vil have en anden uddannelse end den, de har. Men nu åbner UC Sjælland en dør på klem - frem til på onsdag kan man nå at melde sig på læreruddannelsen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Læreruddannelsen er den uddannelse, som flest, der allerede har gennemført en uddannelse, starter på, kunne folkeskolen.dk fortælle den dag, uddannelsesloftet blev vedtaget af et flertal i Folketinget. De nyeste tal er fra 2014, og dengang var der 116, der startede på læreruddannelsen med en anden uddannelse i bagagen.
Læreruddannelsen er den mest populære dobbeltuddannelse
Det er slut nu, for loftet gælder alle uddannelser med optag i 2017 og frem. Og dog. Porfessionshøjskolen UC Sjælland har fundet et smuthul. For i Roskilde og Vordingborg kan man også starte på læreruddannelsen om vinteren med ansøgning i november og studiestart 1. februar. Og der er ledige pladser på uddannelsen og stor mangel på lærere i regionen. Så selvom man skal nå at gennemføre optagelsessamtaler for dem, der har under 7 i snit, har professionshøjskolen besluttet at udskyde ansøgningsfristen til på onsdag den 11. januar.
"Optagelsessamtalen har mest til formål at sortere de umotiverede ansøgere fra. Har man en høj uddannelse har man særdeles god mulighed for at komme ind. Men også studerende med gymnasieuddannelse og lavere snit har en god mulighed for at blive lærer", siger centerchef Stina Møllenbach, University College Sjælland.
"Der er mange i regionen, som pendler langt hver dag, men for folkeskolelærere er det rent faktisk muligt at finde et arbejde lige i nærheden. Det er helt sikkert også en motivationsfaktor for dem, der ikke ønsker et liv, hvor de dagligt bruger lang tid i trafikken. Her kan drømmen om at få sine kompetencer i spil, få et arbejde i nærområdet og bytte pendlertid til fritid blive til virkelighed - samtidig med at man kan være med til at spille en vigtig rolle i børn og unges liv".