John Aasted Halse er en erfaren mand, der i bogen skriver: "Vi forledes til at tro, at børn kan komme ind i vores liv, som det passer. Og lader vi vores arbejdsliv og fritidsliv fylde det samme, som det gjorde, før vi fik barn, så begynder frustrationerne i den nye familie".

Med sin erfaring og engagement langer Halse ud efter den populære 7-7-ordning og den fælles jul, der oftere er af hensyn til forældrenes ligestilling end af hensyn til barnets tarv. Mange pædagoger og lærere mærker, at de trækkes ind i forældrenes konflikter, og at forældrene ofte gerne vil bruge de fagprofessionelle som en slags terapeuter, hvilket vi naturligvis ikke er. Vi er der for børnenes skyld og skal naturligvis kunne samarbejde med begge forældre, men vi skal ikke give løsninger.

Det er ofte en svær balancegang, når man skal navigere i det konfliktfyldte farvand. Hvor meget skal man blande sig, hvor går grænsen for privatlivets fred og det professionelle syn på barnet og barnets tarv? Til det svarer Halse, at den privatpraktiserende forælder ikke længere findes, da børn er i institution i så mange af deres vågne timer, at skoler og børnehaver i næsten lige så høj grad er med til at præge dem.

Et sted skriver Halse, at børn i skilsmisse trives dårligere. Vil det sige, at vi som samfund er blevet dårligere til at håndtere en skilsmisse, end vi var for nogle år siden? Er det ligestillingen mellem mor og far, der er med til at gøre en skilsmissesituation sværere end tidligere? Halse sammenligner barnets skilsmissetraume med et dødsfald, og at det skal tages lige så alvorligt. Måske var det en idé at se på, hvordan Halse vil beskrive en guide til pædagoger og lærere, når døden rammer en af forældrene. Sorgen er i alt fald tydeligere ved et dødsfald, fordi tabet er så konkret, og det er tilladt at være ked af det. Mens man i skilsmisse ofte oplever, at forældre skændes i mange år, inden ”bomben sprænger”, og at forældrenes kampe om barnet og deres køben aflad for svigt med store gaver og dyre ferier ofte skader barnet mere end et dødsfald.

Det er bestemt en god bog skrevet af en erfaren og dygtig mand på området. Der er noget konkret at komme efter, og bogen står som en praktisk guide med punktopslag og indsigt i love og regler i leksikonform. Det forekommer mig nu alligevel, at Halses kritik af det moderne familieliv er lige lovlig trist.

Eller også er bogen en advarsel til forældre, lærere og pædagoger om, at vi skal se alvorligere på skilsmisser, end vi tidligere har gjort, og at vi skal erkende, at en skilsmisse er et større traume for et barn, end vi går og tror. Lukker vi øjnene for alvoren, fordi skilsmisser er så almindelige? Skal vi i stedet for lære forældrene at være bedre forældre og bedre kærester i parforholdet, så skilsmisser kan reduceres i antal? Jeg ved ikke, hvad Halses private holdninger er til det.

I alt fald er der her noget konkret at komme efter for de professionelle, og bogen bør læses på uddannelsesinstitutionerne og skal stå fremme på skoler og børnehaver, så den er let at få fat i.