Anmeldelse
Fortryllet af folkeeventyr
Fortryllende enkelhed
"Fortryllet af folkeeventyr" er en lille perle. Den er som en velkogt tomatsauce – tillavet af enkle ingredienser, gennemarbejdet og kogt ind, så alle elementerne kommer til deres fulde ret uden overflødigt fyld.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Folkeeventyret er en uomgåelig genre i danskundervisningen, men det er også en lidt for tryg havn at sejle ud fra, så da jeg modtog denne lille bog i anmelderboksen, var forventningerne til den store inspirationskilde til at overse.
Fakta:
Titel: Fortryllet af folkeeventyr
Forfatter: Kristine Bratberg Viffeldt, Kristine Traun-Terkelsen
Pris: 198,75
Sider: 102
Forlag: Dansklærerforeningen
Så meget desto mere er der grund til at fremhæve den lille bogs kvaliteter. "Fortryllet af folkeeventyr" indeholder små 60 siders lærebogsstof og omkring 40 sider med udvalgte folkeeventyr. De seks kapitler med teoretisk indhold er bygget over samme struktur. De indledes med læringsmål, formuleret stramt og kort, og afsluttes med forslag til, hvordan man kan tjekke, at læringsmålene er nået. ”Tjek ud”-øvelserne er varierede, kreative og lette at udføre. Man kan mageligt vælge og vrage og bytte rundt på ideerne og overføre dem til andre kommende emner i danskundervisningen.
Balancen mellem indlæring af begreber og diskussion i klassen er god. Der er fokus på det faglige stof, så diskussionerne begrænser sig til førvidenøvelser, der fremmer indlæringen.
Indholdet i kapitlerne er klassisk. Her er ikke ny banebrydende folkeeventyrsforskning, men solide gennemgange af velkendt stof. Men indpakningen er god. Gennemgangene af modeller og temaer er overskuelige og systematiske, så de er lette at anvende for eleverne. Jeg glæder mig særligt over et lille afsnit om det samfund, folkeeventyret er udsprunget af. Måske skyldes det en personlig faible for den materialistiske litteraturlæsning – men herligt er det, at der også er blevet plads til den vinkel på arbejdet med folkeeventyr.
"Fortryllet af folkeeventyr" er let tilgængelig for lærere og elever, let at anvende, begavet disponeret. What’s not to like?