Hvad hvis nu solen bestemte sig for at blive oppe hele natten? Hvad hvis nu døgnets gang ændrede sig, fordi lyset besluttede sig for at blive? Ville menneskene så blive ude hele natten? Ville menneskene tale med hinanden? Ville de tale med solen? Ville de finde nye forståelser for hinanden, for universet?

Pointen - solens døgnrytme er bestemmende for menneskenes adfærd - er indlysende god. Morten Riemanns lille fortælling, ”Den aften solen ikke gik ned”, tager sit udgangspunkt i solens ønske om at blive længe oppe for at se stjernerne, og det er slet ikke noget dårligt udgangspunkt. Men måske er det slet ikke udgangspunktet i fortællingen. Fortællingens første sætning er ganske vist: ”Engang skete der det, at solen ikke gik ned”. Men så fortsætter den: ”Den kunne ikke. Eller den ville ikke. Måske havde den bare ikke lyst”. Og umiddelbart derefter forklarer fortælleren, at solen ikke har forældre, der kan putte den eller ryste dens dyne. Fortælleren undrer sig og overvejer, om solen bare ikke er træt - for så straks derefter at konkludere, at det er, fordi solen har en plan om at opfylde sit største ønske om at se stjernerne, som den kun har hørt om.

Forvirret? Ja, allerede på bogens første side hersker der tvivl om fortællerens position og om fortællingens præmis. Og det bliver ikke meget bedre på de følgende sider. Solen bliver på himlen, byens indbyggere undrer sig og reagerer med irritation, med forbløffelse, forklaringsmodeller og gode råd. Det er alt sammen ganske fint. Når noget ikke er, som det plejer, reagerer nogle med forbløffelse, andre med irritation og atter andre med ønsket om at gøre noget. Men karaktererne i ”Den aften solen ikke gik ned” bevæger sig frakoblet og distanceret i forhold til hinanden, uden at det giver fortællingen en pointe om fremmedgjorthed eller ensomhed.

Og solens plan om at se stjernerne? Ved den ikke, at den selv er en stjerne – skal den mon spejles og afklares i en søgen efter identitet? Næh, heller ikke. Solens eneste nye indsigt er, at tingene forandrer sig, når man er til stede, den indser, at den aldrig kan få lov til at se stjernerne – og går ned.

Lad mig præcisere: Jeg anfægter på ingen måde billedbogens ret til at forholde sig fantasifuldt snarere end videnskabeligt til himmellegemerne. Jeg har intet imod, at bogen ikke ender med solens møde med de andre stjerner. Men ”Den aften solen ikke gik ned” forsømmer at give læseren mulighed for forankring i en karakter, som vækker empati. Er det mon synd for solen? Er det forkasteligt, at byens borgere ikke finder sammen i en forfriskende undren over tingenes ændrede tilstand? Ikke rigtigt. Bogen er underlig uklar i sin formidling af den skelsættende beslutning, solen har taget om ikke at gå ned, fortælleren er uklar i sin position – er han alvidende, guidende eller uvidende og forstyrrende?

Simon Væths illustrationer er fine, afdæmpede og velkomponerede og giver alene et bedre flow i fortællingen. Samspillet mellem tekst og illustrationer er sine steder harmonisk, men fortællingens svage ideflow opvejes ikke af illustrationernes dramaturgiske flow i fortællingen.

Jeg gad godt vide, hvad det for alvor ville betyde, hvis solen besluttede sig for ikke at gå ned. Men jeg må nøjes med at undersøge det selv til næste sankthans.