Lad det være sagt med det samme: Oplægget, altså Ramus Bregnhøis korte, satiriske værk, er absolut stjernen i showet. Skulle man ikke være i humør til seriøs faglig læsning, bør man alligevel smutte forbi illustratorens hjemmeside og opleve denne lille perle, der ligger frit til skue her. Snyd ikke Dem selv!

Helt kort fortalt, så handler historien om, at en forfatter ved navn Rasmus vil skrive en nordisk børnebog. Vi følger dernæst hans arbejdsproces og overvejelser, og jeg kan betro jer så meget, som at ”Den skal være dyster og bryde grænser ned”, for ”femårige har helt klart brug for at redefinere deres fasttømrede virkelighedsopfattelse". Og så går det ellers derudad med seksualitet, dysterhed, dødstemaer, uudgrundelighed og en sjat queerteori.

Med udgangspunkt i denne satiriske fremstilling har et antal fagfolk fra hele Norden skrevet om, hvad der karakteriserer en børnebog fra vort kølige og ofte mørke hjørne af verden. Det er meget spændende læsning, og jeg vil så afgjort anbefale dansklærere, bibliotekarer og andre med interesse for feltet at læse med.

Jeg synes især, det er interessant at blive klogere på de meget små sprogområders børnelitteratur og dens fortættede relation til det samfund, den er en del af. Det kan naturligvis være, fordi man læser en højt kvalificeret analyse af for eksempel forholdet mellem den samfundsøkonomiske udvikling i Island og de børnebøger, der er blevet udgivet på øen, at påvirkningen fremstår så åbenlys – men når der kun er et relativt lille korpus af udgivelser, kan det samlede felt granskes dybere, og måske bliver den samlede forståelse derved også dybere. Og hvor meget ved vi her til lands om samisk børnelitteratur? Jeg var i hvert fald underinformeret førhen.

Samtidig er det interessant at se, hvordan bidragyderne fra de store sprogområder beflitter sig med mere generelle betragtninger. Der er mange gode historiske overblik over forskellige tiders holdninger til, hvad det var ønskværdigt, at børn mødte i litteraturen, og man støder (ikke overraskende) på de samme navne gentagne gange, og de forskellige landes koryfæer er fælles stof (heri ligger i øvrigt, vil jeg mene, en validering af den færøske forlægger Ingrid Sondums svar på kritik af, at man udgav mange oversatte bøger frem for færøske: ”Hovedårsagen til, at det er således, er, at der bliver skrevet for få bøger, som er gode nok til at give ud” – der er simpelthen ikke mange Astrid Lindgren'er eller Tove Jansson'er per million almindelige Jensen'er).

Enkelte af artiklerne sidder fuldstændig i skabet – jeg klappede i mine små buttede hænder, da jeg læste bogens sidste stykke af Anita Brask Rasmussen fra Dagbladet Information, der forholder sig til en række bøger, der har været nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Rasmussen forholder sig også til magtforhold og til ideen om det kompetente barn (som hun har en dejlig lille polemisk vinkel på). Hendes måde at gå i dialog med Bregnhøis værk på er glimrende. Jeg holder også meget af det grønlandske indslag af Stine Lundberg Hansen, der kredser en del om Pippi-figuren, før det bevæger sig over i Bolatta Silis-Høeghs forfatterskab – jeg mener dog, at Hansen begår en fejl ved at slå Pippi, Emil, Ronja og Alfons Åberg i hartkorn med hverandre, men det er en længere diskussion, som må vente.

Et par af bidragyderne fremstår lettere pikerede over satiren, og deres tekster har et skær af forsvarsskrift over sig. Således påpeger Björn Sundmark, at udvalget af børnebøger måske nok har ligheder med Bregnhøis fremstilling, men at det altid er mere nuanceret og komplekst, end han lader ane. Her føler jeg mig kaldet til at minde om satirens væsen – det er jo netop at fremhæve træk og gøre dem groteske for at tydeliggøre dem. Hvis målet er kompleksitet og nuancer, er det ikke satiren, man skal hive op af værktøjskassen, hvilket burde være almindelig kendt blandt litteraturprofessorer.

Et par artikler læner sig en anelse ind i det normative felt, hvilket jeg personligt finder problematisk. Her ønsker man – med forbehold, men alligevel – at beskrive, hvad (børne)litteratur skal, og hvad der ikke er blandt dens opgaver. Her bliver jeg stejl, for det er, så længe ytringsfriheden består, enhver skaber af stort og småt og især kunsts prærogativ at skrive, tegne og så videre, LIGE PRÆCIS HVAD VEDKOMMENDE ØNSKER.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at ingen af artiklerne spilder ens tid – og det er ingen skade til at læse noget, der giver én lyst til at skrive med store bogstaver. Jeg giver derfor "Den nordiske børnebog" mine varmeste anbefalinger.