"Innovative studerende" er en ny selvstændig bog. Og det er en glimrende bog. "Innovative studerende" kan også læses som en form for udvidet version af bogen "Innovative elever", der udkom i 2013. Grundtankerne og grundbegreberne i begge bøger er de samme. Målgruppen for "Innovative studerende" er primært undervisere på professionsuddannelserne. Studerende kan dog med fordel læse med også.

Det er en glimrende arbejdsbog, hvis absolutte styrke ligger i kombinationen af almene overvejelser over, hvad innovation er, og de mange forslag til spændende aktiviteter, bogen giver. En god fornyelse er de mange forslag til digitale aktiviteter, der nu også inddrages.

Mange studerende er grundlæggende traditionalister, når de starter på en professionsuddannelse som læreruddannelsen. De har mødt en "fantastisk" lærer, da de selv gik i skole, og de har "stjernestunder", de ønsker at genskabe. De har med andre ord en forestilling om den gode skole, der hviler på et fortidigt grundlag og ikke nødvendigvis stemmer overens med aktuelle politiske og pædagogiske ønsker om skolens opgaver. Det er derfor godt, at der udgives bøger som denne med forslag og ideer til, hvordan undervisere og studerende sammen kan arbejde med at skabe grundlag for forandringsprocesser, og som kan medvirke til at gøre de studerende klar til at møde et arbejdsmarked i konstant forandring og under konstant pres. Det er derfor, de studerende skal lære at innovere.

Det er ikke noget, der gives megen plads i litteraturen, men i denne bog beskrives det som en konflikt mellem noget, vi gerne vil i vores velfærdssamfund, nemlig at have grundlæggende gratis goder til alle borgere inden for uddannelses- og sundhedsområdet, og det ikke at have råd til at yde disse goder længere. Når vi i professionsuddannelserne skal lære vores studerende at "innovere", gør vi dem til en del af denne konflikt – og det skal de vide. Ligesom de skal vide, at de i deres kommende udøvelse af professionen formodentligt kommer til at virke på et radikalt anderledes arbejdsmarked end det nuværende, hvor "samskabelse" bliver et vigtigt omdrejningspunkt.

Bogens styrke er de mange gode forslag til øvelser og arbejdsopgaver, og fordi den er velskrevet og fint illustreret, kan det næsten komme til at virke nemt at starte op med at bruge Fire-konceptet. Det er dog formodentligt svært i praksis. Mange øvelser vil kræve gentagelser og vil være øvelser, hvor både underviser og studerende kommer til at "lære noget nyt". Det gælder for eksempel forestillingen om det gode gruppearbejde, "innovationsdiamanten", som det kaldes, her beskrives fire forskellige roller, de studerende skal lære at arbejde med: hofnarren, gartneren, vidensdetektiven og konceptudfolderen. Udfordringen her er, at det virker nemt, men i praksis faktisk er ganske vanskelige procespositioner, de studerende skal lære at indtage. Det er ikke i sig selv et problem, måske ligefrem en styrke. Men for den enkelte underviser er det en del af undervisningens kvalitet, at de studerende lykkes med de læreprocesser.

Grundlæggende er tankerne bag Fire-modellen en variant af en almindelig problemløsningsmetode. Det, der kan undre, er, hvorfor denne grundforestilling om læring og erkendelse er så svær at få implementeret som et grundlæggende fundament i uddannelsestænkningen på professionsuddannelserne. Med denne bog er det blevet lettere.