Anmeldelse
Menneske eller borger
Et væsentligt indspark i debatten om, hvad vi vil med skolen
Menneske eller borger? Det er hovedspørgsmålet i denne bog, der ikke er en pædagogisk manual, men en opfordring til at tænke og handle selvstændigt, også i fællesskab.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
”Menneske eller borger - Skolens pædagogiske grundproblem” er blandt andet stilet til kommende og nuværende lærere. Bogen henvender sig til læreruddannelsens fagområde "almen dannelse" (kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab).
Fakta:
Titel: Menneske eller borger
Forfatter: Leo Komischke-Konnerup
Pris: 199
Sider: 192
Forlag: Akademisk Forlag
Bogen består af fem kapitler og et didaktisk appendiks. Efter forfatterens forord præsenteres tre studier af tre pædagogiske teoretikere om mennesket og borgeren med tilhørende forslag til studieaktiviteter. I første studie skruer vi tiden tilbage til oplysningstiden og filosoffen Jean-Jacques Rousseau. I det andet studie møder vi nyhumanisten, sprogforskeren, filosoffen og politikeren Wilhelm von Humboldt. I det tredje og sidste studie den nutidige pædagogiske filosof Dietrich Benner. I fjerde kapitel opsummerer og sammenligner forfatteren studierne. Bogens afsluttende didaktiske appendiks indeholder refleksioner, specifikke og studierettede, i forhold til læreruddannelsen.
Forfatterens ærinde, via førnævnte studier, er at vise, ”at et pædagogisk perspektiv på spørgsmålet om mennesket og borgeren kan yde et særligt bidrag til diskussionen om politisk dannelse”. Det lykkes godt. Teoretikerne diskuteres nuanceret, idet vi også præsenteres for kritikken af dem, og der er blik for deres historiske kontekst.
Bogen er en let bearbejdet udgave af et kandidatspeciale. Selvom jeg opfatter mig selv som en garvet læser, måtte jeg genlæse flere passager, særligt i de teoretiske kapitler, for at udlede det centrale. Personligt ville jeg have fået et større udbytte af studierne ved en mere læservenlig udgave. Som modvægt hertil er de udmærkede, selvstændige studieaktiviteter, der lægger op til, at den studerende blandt andet udleder centrale pointer fra filosofferne, begrunder disse og inddrager praksiserfaringer.
I min optik skaber en god bog identifikation og kickstarter refleksion: Det er tilfældet med ”Menneske eller borger - Skolens pædagogiske grundproblem”. Skal barnet dannes til et frit og selvstændigt menneske eller til ansvarlig og forpligtet samfundsborger? Det er bogens hovedspørgsmål. Forfatteren opfordrer til, at lærere og pædagoger handler og tænker som professionelle, der opdrager og underviser frie mennesker og ansvarlige borgere. Som forfatteren skriver om bogen, ”er den en pædagogisk protest mod et samfund, der aktuelt lader til at være i færd med at forlade sit oprindelige projekt: Gennem undervisning og (ud)dannelse at udvikle et stadig mere humant og demokratisk samfund”.
Her har jeg svært ved at være uenig.