Anmeldelse

Der vokser et træ i Mostamägg

Børnelitteratur, når det er bedst

Første bind af ny, fantastisk, historisk romanserie om folket i Finnskogen. Smuk og barsk og ikke til at slippe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Der vokser et træ i Mostamägg" er skrevet af den norske forfatter Britt Karin Larsen, der i 2014 modtog Dobloug-prisen for sit forfatterskab (prisen uddeles af Det Svenske Akademi til norske og svenske forfattere).

Fakta:

Titel: Der vokser et træ i Mostamägg

Forfatter: Britt Karin Larsen

Pris: 199,95

Sider: 176

Forlag: Gyldendal

"Der vokser et træ i Mostamägg" er første bind i den historiske romanserie på syv om folket i Finnskogen. Forfatteren er selv af skovfinneslægt. Den handler om skæbne, kærlighed og natur og især skoven, hvor der er røghytter, bjørne og svedjebrug kombineret med kirker for trolde, overtro og magiske tegn. Skovfinnerne er efterkommerne af emigranterne fra Finland, som i 1600-tallet bosatte sig i skovene i grænseområderne mellem Sverige og Norge.

Første bind foregår i midten af 1800-tallet. Vi følger Lina, som netop har født, og som er flygtet fra gården, hun tjener på. Hun møder bjørnejægeren Taneli, som hun slår sig sammen med. Måske har bogen inspireret en bog som "Skovpigen Skærv"? I hvert fald er der sammenfald af miljø, tematik og fuglen og skoven på forsiden.

Romanen starter smukt og grumt med fortællingen om, hvordan et ønskebarn bliver født, og et andet, der ikke er ønsket, får stoppet et bryst eller en klud, der er dyppet i brændevin, i munden. Den unge kvinde, vi endnu ikke ved, hvem er, tager hen, hvor træerne er tætte, og der er skygger, for at grave et hjem til sig selv og den nyfødte, der er født under ensomhedstræet.

Sproget er råt og poetisk. Man får lyst til at læse videre fra første færd og må simpelthen vide, hvem, hvad og hvorfor. En sætning af nogens stemmer blander sig med fortællingen: ”Se, her boede hun, i en jordhule. Det er ikke sandt. Sådan kan ingen leve!” Man får fornemmelsen af flashback, og at nogen har fundet det sted, hun boede. Endnu et sideblad må vendes. Første bind afsluttes med en beskrivelse af ulykkesfuglen på forsiden og giver hermed håb i den ellers mørke fortælling: ”(…) ligner fuglens hjerte ikke menneskehjertet deri, at så længe det slår, fortsætter det med at håbe?”