Anmeldelse
Læseforståelsens fantastiske fire
Læsning er langt mere end evnen til at afkode
"Læseforståelsens fantastiske fire" er en praksisrettet bog, som er solidt funderet i teorien. Bogen er overskuelig og præcis i sit budskab. Og læsevenlig.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Denne bog handler om den del af læseforståelse, som ikke er afkodning. Forfatterne har fokus på, hvordan lærere kan undervise i læseforståelse gennem hele folkeskoletiden og på ungdomsuddannelserne. Eleverne er blevet bedre til at knække læsekoden, men læseforståelsen er en så vigtig del af den fortsatte læseudvikling, at der må undervises eksplicit i den.
Fakta:
Titel: Læseforståelsens fantastiske fire
Forfatter: Merete Brudholm og Pernille Sørensen
Pris: 299,95
Sider: 192
Forlag: Akademisk Forlag
Bogen er delt op i to dele. Første del er en kortere teoretisk del, hvor læseren præsenteres for læseforståelsesmodellen, der giver et overblik over, hvor mange forskellige delfærdigheder en elev skal kunne mestre for at blive en kompetent læser. Dernæst gennemgås strategierne i De fantastiske fire: 1. Forudsig, 2. Spørg, 3. Opklar og 4. Opsummer. Til De fantastiske fire og til alle klassetrin kan der hentes skabeloner på bogens hjemmeside. Stilladsering og modellering er gennemgående metoder til at implementere de forskellige strategier.
Anden del, den praktiske,handler om, hvordan de fire strategier kan implementeres på forskellige klassetrin. De præsenteres med stigende progression gennem indskoling, mellemtrin og udskoling. Læseren bliver guidet igennem de forskellige faser, så man som underviser kan modellere de forskellige strategier for sine elever.
Bogen henvender sig bredt til alle undervisere, som ønsker at sikre gode læsefærdigheder hos eleverne.