Som alle sikkert ved, har Svend Brinkmann været meget i medieilden i den seneste tid. Og som mange ved, så er Brinkmann en ung, komplet selvuhøjtidelig psykologiprofessor i Aalborg, hvorfra han optræder som en sprogets, selvmodsigelsens og dilemmaets elegantier. Han kan sætte spot on, revse og sympatisere ved hjælp af få linjer og pen og blæk på baggrund af et supergodt formidlings- og analysetalent. Ved siden af den akademiske karriere, eller som en del af den, skriver Brinkmann bredere ud til aviser, sociale medier og i bogform. Med sin bog "Stå fast" fra 2014 fik han en enorm udbredelse nationalt og internationalt, og den aktuelle bog ”Ståsteder” er en slags opfølgning, som kritisk skal bygge op snarere end kritisk at rive ned. Men tag ikke fejl. Alt, hvad Brinkmann rører ved, er reflekteret, kritisk – og ofte turneret med et glimt i øjet.

"Ståsteder" er en lille, letlæst filosofibog, hvor deciderede filosofiske betragtninger krydses med samfundsanalyse. Det er ikke en a-z-filosofibog, slet ikke. Brinkmann udvælger ti filosoffer og låner en attraktiv godbid fra hver. Hvorfor? Fordi han søger svar på helt grundlæggende udfordringer i vores samfund og i vores måde at agere og tænke på.
Vi har på alle planer i samfundet udviklet en instrumentalisering og en stadig mere dominerende nyttetænkning, som på både den korte og lange bane vil være gift for at kunne leve et godt og meningsfuldt liv. Der er for os skolefolk i Brinkmanns bog også eksempler på top-down-instrumentalisering og nyttetænkning i skoleverdenen; generel pisaficering, som han kalder det, testkulturen, målstyringstænkning, for lidt dannelsestænkning med mere. Hvad vi bruger tid og kræfter på, synes i stigende grad at være et middel til noget andet end det, vi bruger tid og kræfter på.

Kan vi i større udstrækning bruge tid og kræfter på noget, som har værdi i sig selv? Det påstår Brinkmann med direkte inspiration fra gode filosoffer og tænkere – læg mærke til bogens undertitel: "10 gamle ideer til en ny verden". Samtidig med at han analyserer og kritiserer instrumentaliseringen i dagens samfund, peger han på ti udvalgte eksistentielle grundforhold, som potentielt har værdi i sig selv, og som rækker ud over individet. Selvindsigt kan være okay, men selvudsigt er nødvendig for at kunne få de ti livsfilosofiske temaer til at blive til oaser af mening i livet. Der er et kapitel til hvert af de eksistentielle temaer; det gode, værdigheden, løftet, selvet, sandheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen, friheden og døden. Her finder vi de muligeståsteder i en ellers omskiftelig tilværelse, netop fordi de kan være mål i sig selv.
Gang på gang tænker man: For helvede, det er tankevækkende og interessant, det her. Og jævnligt er man udfordret med øjensynlige paradokser.

Bogens struktur er helt enkel. En prolog rammesætter bogens diskussioner og teser. Derpå følger et kapitel for hvert eksistentielle grundforhold. Og afslutningsvist får vi en epilog med yderligere perspektiveringer. Læs eventuelt først prolog og epilog. De øvrige kapitler kan læses efter interesse, behov og behag.

Mens jeg læser "Ståsteder" og samtidig undrende iagttager den mærkeligste og mest afsporende del af mediestormen omkring bogen, slår det mig, at udgangsbønnen i min bogkommentar bør være disse åbne linjer direkte til Brinkmann. Tiden er måske moden til følgende kortfattede pressemeddelelse fra din side, Svend Brinkmann: "Efter 'Stå fast' og 'Ståsteder' vil jeg nu stå over – jeg er fortsat meget gerne med til at kaste lys over vores fælles samfundsliv og vores individuelle liv, men jeg brænder ikke lyset i begge ender! Så take care i de næste et-to år, Stefan Hermann (Metropol), Rune Lykkeberg (Information), Mette-Line Thorup (Information), Per Michael Jespersen (Politiken) og Tom Jensen (Berlingske). Jeg er ikke på i forhold til jer. Jeg koncentrerer mig som hidtil om friheden, forskningen, fruen og familien – og selvfølgelig om mine forskellige skriverier. Bedste hilsner …”.