Skole og forældre: Nationale test skal kun være et pædagogisk værktøj
Hvis nationale test ikke kan bruges som pædagogisk værktøj, så lav nogle nye nationale test. Sådan lød det i dag fra Skole og Forældre ved eksperthøringen om nationale test på Christiansborg.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Da Skole og Forældre i 2005 afgav høringssvar ved indførelse af nationale test, var foreningen positiv. Forældrene forventede, at der ville komme et pædagogisk værktøj, som kunne vise den faglige udvikling hos deres børn.
"Det var vigtigt, at vi havde noget, der kunne måles. At der var en test, som kunne give et tydeligt billede af elevernes faglige standpunkt. Det var forventningen i 2005, at testen skulle bruges i skole-hjem-samtalen sammen med alt det andet, der foregår i folkeskolen", sagde Mette With Hagensen, formand i Skole og Forældre, på en eksperthøring i dag om nationale test ibørne- og undervisningsudvalget på Christiansborg.
Test-tour de force: De dygtige bliver dygtigere af test - de svage er sårbare
Men forældre-formanden er ikke sikker på, at de har fået det, de ønskede sig.
"Når vi taler om, er testen god? Tja…", sagde Mette With Hagensen.
Lunkne forældre
Mette With Hagensens usikkerhed illustrerede hun i resultaterne fra en undersøgelse, som foreningen har lavet blandt 1.000 forældre til børn i folkeskolen. Den viser blandt andet, at en stor del af forældrene - 68 procent - mener, at nationale test er en god idé, men kun hver tredje føler sig informeret om, hvad resultaterne skal bruges til.
Under halvdelen har fået skriftlige tilbagemeldinger fra deres børns lærere om resultatet af de nationale test. Det har forældrene ellers krav på. 46 procent af forældrene oplever, at de får brugbar viden om deres barns faglige niveau fra de nationale test, som de bliver brugt nu. Mette With Hagensen havde derfor en opfordring til politikerne:
Skoleleder: Testresultater svinger som vinden blæser
"Få klarlagt, hvad nationale test måler, og hvad de ikke måler. Få klarlagt lagt, hvad de kan bruges til. Brug udelukkende nationale test som et pædagogisk værktøj, og hvis de ikke kan det i deres nuværende form, så lav nogle nye".
Ulykkelige børn og dårlige skoler
44 procent af forældrene oplever også, at deres barn bliver nervøst eller stresset i forbindelse med en test, de skal tage i folkeskolen. Men det kan forældre måske have en del af skylden for, mener Mette With Hagensen.
"Gennem forældrenes øjne er der stress og utryghed over testen, og det skyldes måske, at vi som voksne gør det til en usikker test. Børnene kommer hjem og siger 'uh, vi skal have national test på torsdag', men de snakker ikke om, at de hver fredag har diktat, som jo også er en test", sagde hun.
Nationale test: 12 procent af eleverne svinger overraskende fra test til test
Og der er meget fokus på de nationale test. Også i skolebestyrelserne. I Skole og Forældre oplever man, at skolebestyrelserne bruger de nationale test til at føre tilsyn med skolens kvalitet. Mette With Hagensen mener dog ikke, man man skal bruge nationale test til at kvalitetsstemple.
"Resultater fra nationale test og andre prøver er ikke udtryk for hele sandheden om skolens kvalitet, men det er et godt udgangspunkt for en dialog om formål og mål med evaluering af undervisning på skolen", sagde hun.