Forleden læste jeg en bog, der handlede om at finde stjernestunder i det relationelle univers. Her blev det understreget, at det altid har været en overlevelsesmekanisme at fokusere på farer og negativitet, fordi det gør os i stand til at forudse farer, så de kan undgås med simpel forebyggelse og opmærksomhed. I de seneste ti år har forebyggelsesarbejde været på den politiske dagsorden. Baggrunden er et ønske om at tage problemerne i opløbet og mindske de menneskelige og økonomiske omkostninger. Konsekvensen har været, at fagprofessionelle som sundhedsplejersker, pædagoger og lærere nu har til opgave at forebygge sociale og sundhedsmæssige problemer.

Det er meget smukt, at dygtige forskere sætter sig for at finde ud af, hvordan forebyggelse finder sted i praksis, og udarbejder lister over, hvornår de fagprofessionelle skal bekymre sig om borgerne. Mit problem som læser og anmelder er, at jeg bliver så umådelig trist og træt, når jeg side efter side skal læse om alt det, jeg skal forebygge og bekymre mig om.

Det er en meget klog bog skrevet af meget kloge mennesker, der har forsket i mange år, og som kan skrive et smukt akademisk dansk. Eller sagt på en anden måde -  bogen er en studiebog skrevet af en lektor i statskundskab og en seniorforsker ved Kora. Det er en bog, der vil kunne finde anvendelse på universiteter, den sociale højskole, pædagog- og lærerseminarier, og det vil gøre de studerende i stand til at effektivisere, kategorisere og systematisere, så systemet ikke spilder resurser i den offentlige sektor.

Engang var der en forsker, der blev anklaget for videnskabelig uredelighed, og det er det allerværste, man kan blive anklaget for i det akademiske miljø. Det kan man på ingen måde anklage denne bog for. Der er gjort fyldigt rede for spørgsmål og metode. Bagest er der en fyldig litteraturliste og interviewguide. Der er et kapitel om forebyggelsesarbejde i praksis – teoretiske perspektiver, sociale konstruktioner af forebyggelsens målgrupper og endelig nogle afsnit om, hvad sundhedsplejersken, pædagogen og læreren skal være opmærksom på i kontakten med de udsatte familier. Der er både eksempler på enlige forsørgere og på familier med begrænsede danskkundskaber. Der er også kapitler om, hvordan man skal møde borgeren, hvordan man kategoriserer sine bekymringer, hvordan erfaring og skøn kan sætte formel på ”anderledeshed” og normalisering. Der er også afsnit om den professionelle selvforståelse, fællesskabsforståelse og bekymringstolerance og et konkluderende kapitel med stof til eftertanke.

Men da var jeg desværre næsten faldet i søvn og havde fået ondt i maven af bar bekymring for, hvordan vores velfærdssamfund vil se ud om meget kort tid. Det er svært at bevare optimismen, når man får remset en masse op, som man skal bekymre sig om. Og ja, der er sikkert mange, der vil være rigtig begejstrede for denne meget grundige og nødvendige forskning. Som praktiserende lærer, pædagog og mormor i det private liv er jeg mere interesseret i at finde ud af, hvordan jeg kan få tid og resurser til at få omsorgen for de svageste til at dække bare de allermest nødvendige behov. Det er ikke gjort alene med et forskningsprojekt, selv om det selvfølgelig kan være med til at sætte problemer under debat. Men det er nydelig forskning. Det er det.