Anmeldelse
Kulturforklaring
Hvordan "muslimske elever" blev til en pædagogisk kategori
"Muslimer" er ikke bare "muslimer", men en pædagogisk kategori, der gennem årtier er blevet udskilt som en særlig elevgruppe, hævder forsker.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fra fremmedarbejderbørn til udenlandske børn, indvandrerbørn, fremmedsprogede elever, tosprogede børn og nu: muslimske elever. Benævnelsen af elever med en migrationshistorie er skiftet løbende, siden både lærere og politikere i slutningen af 1960’erne opdagede, at børn af migrantarbejdere var blevet en del af den danske folkeskole. Det er disse forskellige sproglige betegnelser, begrebsanvendelsen, der er den røde tråd i Mette Buchards bog om, hvordan muslimske elever i dag er blevet til en accepteret og anvendt pædagogisk kategori i den danske skole og samfundsdebat.
Fakta:
Titel: Kulturforklaring
Forfatter: Mette Buchardt
Pris: 269.95
Sider: 208
Forlag: Tiderne Skifter
Med det, forfatteren kalder uddannelseshistorier, indkredser hun, hvordan den religiøse betegnelse muslim er blevet tømt for religiøs betydning og i stedet er blevet fyldt med kultur og kulturforestillinger - både i offentligheden, i medierne og i skolesammenhæng og med fokus på forskelligheden fra forestillingen om det danske.
Bogen indledes af et rammesættende og ret komprimeret kapitel, hvor pædagogiske, faglige, uddannelses- og storpolitiske vinkler sættes i spil i en historisk sammenhæng med en konsekvent opmærksomhed på beskrivelsessproget. Det er superspændende iagttagelser og refleksioner, men man skal holde tungen lige i munden for at fastholde afsæt og præmis.
Mere tilgængeligt bliver det i kapitlerne to til seks, som fortæller de forskellige uddannelseshistorier ud fra en historisk, kronologisk tilgang med et årti i hvert kapitel. Flettet med samfundsmæssige og storpolitiske betragtninger og feltstudier fra københavnske skoleklasser er skolens formelle ramme og praksis i fokus - lige fra formålsparagraffens brug og forståelse af ordet kultur til de faglige miljøers kamp for anerkendelsen af dansk som andetsprog som fag. Bogen afrundes af et forholdsvist kort afrundende kapitel, der samler de mange linjer, vinkler og betragtninger dygtigt op.
Det er ikke letlæsning til hængekøjen, men der er refleksive udfordringer og basis for solide spørgsmålstegn ved måden, vi betragter og omtaler elevgrupper på.
Parentetisk bemærket er det svært undervejs i læsningen ikke forstemt at tænke på den netop vedtagne særlov, som giver kommunerne ret til at ekskludere flygtningebørn fra folkeskolen og fratage dem retten til de kvalitetskrav, der gælder øvrige børn i den danske folkeskole. Al den forskning og alle de undersøgelser til trods. Suk.