Folkeskolens formål om demokrati, åndsfrihed og ligeværd er ved at blive sat ud af kraft. Det neoliberalistiske paradigme om økonomisk vækst (til ´opretholdelse af velfærdssamfundet, herunder reformer som folkeskolereformen´) har som en tyv om natten stjålet folkeskolens formål og sat et nyt op som det reelt gældende: At børn og unge skal blive så dygtige som muligt, så de kan blive effektiv arbejdskraft i den neoliberalistiske konkurrencestat. At dette har højeste prioritet ses senest udmøntet i en fælles plan fra regeringen og Kommunerenes Landsforening om, at hver enkelt elevs faglige læring skal måles med et redskab, der kan præcisere elevens nøjagtige progression; redskabet skal ligge klar om et år. (http://www.folkeskolen.dk/589607/regeringen-og-kl-hver-enkelt-elevs-faglige-fremskridt-skal-maales#589640).

Tragisk misforståelse

Men det er en tragisk misforståelse at bygge landets uddannelsespolitik på målinger til arbejdssamfundets økonomiske vækst. Selv Den Internationale Valutafond har nu fundet ud af, at neoliberalisme fremmer ulighed – og det skaber ikke økonomisk vækst. (Se fx artikel i Information d. 11. juni 2016 https://www.information.dk/indland/2016/06/neoliberalismen-mister-tilslutning).

Læringsmålingsskolen, der bygger på neoliberalismens tankegang, skaber tilsvarende heller ikke dygtige, glade eller kreative børn og unge. Snarere skaber den bange børn og unge i evig konkurrence med sig selv og hinanden. Men hvad med glæden ved at dykke ned i livet og i fagene? Hvor bliver venskabets glæde af og det at tro på noget, at kæmpe for noget - når fokus slet og ret er: Du skal blive den bedste. Du skal vinde? 

Marianne Jelved, Ove Kaj Pedersen og Claus Holm

Den radikale politiker Marianne Jelved, som i mange, mange år i brede kredse har været anset som folkeskolens nestor, siger om sin gode ven politolog Ove Kaj Pedersens analyser om neoliberalismens udvikling til konkurrencestaten – at han har ret. Ove Kaj Pedersen og Marianne Jelved mener således begge, at neoliberalismen kan sikre, at velfærdsstaten, herunder reformskolen, effektiveres.

På den baggrund udtaler lederen af Danmarks Pædagogiske Universitet, Claus Holm d.18 august 2015 på DPUs konference ”Folkeskolens formål til eftersyn”, at folkeskolens formål i dag ikke er at realisere demokrati som livsform. Skolens formål er snarere læring som livsform.  Claus Holm vægter betydningen af, at den enkelte person fokuserer på egne livslange læringskompetencer, således at man kan leve op til Globaliseringsrådets og Det Økonomiske Råds ønsker om, at folkeskolens formål fremover skal være have fokus på det faglige udbytte og senere hen mulighederne for beskæftigelse på arbejdsmarkedet. (http://www.folkeskolen.dk/568516/forsker-om-folkeskolens-formaal-laering-som-livsform). Claus Holm forholder sig ikke til børns og unges menneskelige og mellemmenneskelige udvikling – endsige udvikling til selvstændige, glade eller kreative personer. Det er presset på den enkelte til at være til rådighed for arbejdsmarkedet, det hele drejer sig om.

Uhellig alliance

Der er således stærke tegn på en uhellig alliance imellem ledende politiske og pædagogiske forskere og landets politikere. Et ubrydeligt broderskabs-paradigme om, at neoliberalismen og halehængende reformer i skole og samfund kan videreføre et godt velfærdssamfund, har siden 1990´erne støt og roligt fået skabt sig et om-sig-gribende fodfæste.

Selvom al fornuft og viden peger på, at dette paradigme er falsk og fører til det modsatte af demokrati, åndsfrihed og ligeværd, står magtfulde forskere, politikere og andre tilhængere af neoliberalisme og konkurrencestaten fast på, at Danmark er underlagt konkurrencestatsnødvendigheden, underkastet neoliberalistiske økonomi- og effektivitetsanalyser fra OECD og PISA.

Magtfuldkommenhed og opportunisme

Groft sagt må man derfor spørge sig selv om de egentlige drivkræfter bag det neoliberalistiske paradigme og den følgende folkeskolereform dybest set drejer sig om magtfuldkommenhed og opportunisme.  Med fare for således at tolke forskeres og politikeres motiver forkert, er det dog svært at tolke anderledes, når nu viden, erfaringer og bred forskning peger, at de grundlæggende samfundsmæssige og skolemæssige værdier, med menneskelig og pædagogisk fodfæste, må søges helt andre steder end i økonomisk vækst.

Arne Jon Isachsen, norsk professor i international økonomi, udtaler således i ovenfor omtalte artikel i Information d. 11. juni 2016, at både lovgivere og akademikere med magt og høj indkomst kan blive så indspiste, at de er mere optaget af at tjene én bestemt gruppes særinteresser end i at hjælpe borgerne.

I forlængelse heraf kan man tale om en forskningsmæssig og politisk særinteresse for arbejdsmarkedets økonomiske vækstmuligheder. Man er så forhippet på at skabe gode betingelser for økonomisk vækst, at man lukker øjne og ører for forskning og viden, der forstår virkeligheden på en anden måde end den neoliberalistiske.

Virkeligheden kan forstås anderledes end den neoliberalistiske

Men virkeligheden kan forstås anderledes, må man huske på, nemlig som demokratisk og humanistisk, sådan som man igennem flere århundreder har kæmpet sig frem til. Hvis skolen fremover skal fastholde sit fornemme formål om demokrati, ligeværd og åndsfrihed må man tage livtag med og konfrontere stærke kræfter i Danmark.  Vi taler om lederen af højborgen for pædagogisk forskning, DPU, som sammen med magtfulde kræfter i politik og politisk forskning, underkaster sig paradigmet om neoliberalisme og læringsparadigmet. Vi taler om, at man med et fingerknips er ved at afskaffe den ellers møjsommeligt opbyggede forståelse for, at god pædagogik og ordentlig undervisning er afhængig af noget helt andet end økonomisk profit.

Hvor hen skal man vende sig for at skabe et alternativ til det tsunamiagtigt udbredte neoliberalistiske værdisæt og det medfølgende læringsparadigme?

Internationalt findes kritisk forskning som fx den hollandske uddannelsesforsker Gert Biestas. Han har i mange år analyseret og bedømt det neoliberalistiske læringsparadigme politisk-pædagogisk, og i et interview fra februar 2015 advarer han danske lærere imod at blive logrende haler til læringshunden, som han billedligt talt mener kan bide demokratiet i stumper og stykker. (http://www.folkeskolen.dk/558743/biestas-raad-til-danske-laerere-vaer-ikke-en-logrende-hale-til-laeringshunden).

Folkeskolens formål fastholdes kun med det yderste af neglene

Også på Danmarks Pædagogiske Universitet forskes kritisk og med andre udgangspunkter end læringsparadigmet og neoliberalismen.  Det seneste forskningsskud på denne kritiske stamme er bogen Pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole? af Leif Moos. Det lyder fra forfatteren i et interview, at folkeskolen er underkastet OECD-politik med PISA-standarder, hvilket betyder, at selve formålet med at holde skole er ved at blive, at eleverne skal måles, testes og sammenlignes internationalt. Leif Moos konkluderer, at læringsparadigmet er mere politisk end pædagogisk begrundet, og at lærere og ledere kun med det yderste af neglene nu kan fastholde de demokratiske elementer fra skolens formålsformulering. (http://www.folkeskolen.dk/589216/ny-bog-folkeskolen-er-paa-vej-til-at-blive-en-oecd-skole#589328).

Hvordan kommer man ud af uhellige magtalliancers jerngreb?

Hvordan hvæsses kløerne, så man kan fastholde formålet for folkeskolen om demokrati, åndsfrihed og ligeværd?

Med andre ord: Hvordan redder vi Dannmarks børn og unge ud af neoliberalismens, læringsskolens og uhellige magtalliancers  jerngreb?