Forfatterne til "Prøver i praksis" er begge forhenværende ministerielle konsulenter igennem mange år. Deres overvejelser om prøvernes funktion, om den gode censor og eksaminator og om kvalitetskrav til prøvernes udformning og afvikling er det værd at læse.

Der er ikke kun tale om teoretiske overvejelser, men også om vejledning i løsning af helt jordnære problemer. Og et historisk overblik over prøvernes udvikling og deres funktion i samfundet får vi også.

Bogen lægger vægt på tre centrale begreber. Prøverne skal være valide, reliable og gennemskuelige. De skal evaluere de mål, som gælder for fagene. Forfatterne gør imidlertid opmærksom på, at validiteten har en tendens til at fortone sig. Det sker for eksempel, når en test eller prøveform kun måler dele af et fags målbeskrivelser og dermed indsnævrer fagets videns- og kompetencefelt - ved multiple choice-test og selvrettende digitale prøver.

Prøverne skal også være så reliable som muligt. Reliabilitet vil sige, at samme elevpræstation skal føre til samme vurderingsresultat. Man kan tilstræbe at gøre prøveforløbene så ensartede som muligt, men aldrig leve op til et naturvidenskabeligt reliabilitetsideal, når man har med følelser, mennesker og pædagogik at gøre.

I et afsnit understreges også betydningen af gennemskuelighed og troværdighed. Her advarer forfatterne imod, at prøverne af hensyn til det let kontrollerbare og let målelige fører til en indsnævring af undervisningsbegrebet, så det går ud over validiteten.

Et glimrende afsnit handler om elevernes retssikkerhed. Eleverne og forældrene skal informeres grundigt om prøverne, fremgangsmåden, forudsætningerne og vurderingsgrundlaget. Desuden gennemgås i bogen i alle detaljer, hvordan bestemmelserne sikrer, at eleverne får en retfærdig bedømmelse.

Undervisningen skal tilrettelægges sådan, at eleverne har mulighed for at magte afgangsprøverne. Efter min mening er der her et dilemma. I bestræbelserne på at gennemføre en undervisning, der kan gøre eleverne egnede til at magte prøverne, kan væsentlige sider af faget blive nedprioriteret.

I forbindelse med elevernes sikre vurdering har forfatterne forbehold over for to nye tiltag. De sætter spørgsmålstegn ved, om de genindførte gruppeprøver i tilstrækkelig grad giver den enkelte elev mulighed for at demonstrere, hvad han kan. De er også bekymrede for elevernes retssikkerhed, i forbindelse med at kun en beskikket censor fra 2016 skal vurdere elevernes skriftlige opgaver alene. Forfatterne kender gennem mange års erfaring til censorers forskellige præferencer inden for prøvebestemmelsernes vurderingskriterier. De beskikkede censorers subjektive opfattelser kan i for høj grad spille ind. Her var dialogen mellem faglærer og en beskikket censor tidligere en lærerig, intersubjektiv kontrol.

I bogens sidste kapitler kommer vi helt ned til rådgivning i detaljen på et praktisk plan. Der er en præcisering af skolelederens, eksaminators og censors rolle og et portræt af den gode censor og eksaminator.

Svagheden ved bogen er, at redaktionen af den er afsluttet i januar 2015. I et afsnit med titlen ”På vej mod flere og anderledes prøver” nævnes nye initiativer, som ikke er fuldt udfoldet i bogen. Her må læseren supplere med læsning af sidste nyt på ministeriernes hjemmesider.

Prøveformer er ikke det mest spændende, man kan læse om. Men denne bog kan anbefales som en god brugsbog med gode overblik og konkrete råd til afvikling af folkeskolens prøver.