Den grundlæggende forudsætning for de to forfattere af bogen er begrebet kapital. Kapitalbegrebet indgår i kernebegrebet professionel kapital, som er bogens positive fortælling, og det indgår i den grundlæggende modsætning, Hargreaves og Fullan konstruerer: Forretningskapital. Det er bekvemt at konstruere en sådan modsætning, men går det an? Det er det, man som læser tvinges til at vurdere, inden man kan følge bogens hovedspor: konstruktionen af den positive vision, læreres erhvervelse af professionel kapital og læreres handlen på baggrund af deres professionelle kapital.

Professionel kapital udgøres af tre andre kapitalformer: den menneskelige kapital, den sociale kapital og beslutningskapital, og det er koblingen af de tre, der bestemmer overbegrebet. Professionel kapital og den praksis, det afføder, er beskrivelsen af en vision, der næsten må forstås som en opfordring til at revolutionere læreres syn på lærerarbejdet. Bogen lægger op til "En forandring af undervisningen på alle skoler", hvilket er bogens undertitel.

Forfatterne tænker altså stort, og projektet lyder spændende. Det er med stor motivation, man som læser starter læsningen, men motivationen falder lidt efter lidt. Der er for langt fra alle de internationale forskningsresultater, forfatterne bygger opfordringerne til revolution og forandring på, til den danske skolevirkelighed. Forskningsresultaterne, den empiriske baggrund for forandringsprojektet, bliver for fjerne og får karakter af opremsning, man kommer ikke tæt nok ind i empirien og den forskning, der henvises til. Det bliver et problem, når der er så mange referencer, som der er i denne bog.

Er man interesseret i at stifte bekendtskab med bogens hovedpointe, før der bruges tid på læsning af hele bogen, kan man starte på side 175 og derfra læse bogen til ende. Det er her, handlingsanvisningerne står - altså forslagene til, hvordan lærere, der besidder professionel kapital, kan forvalte kapitalen, hvordan man bliver en "ægte prof". Synes man om anbefalingerne og de foreslåede handlinger, man kan foretage som lærer, bør man læse hele bogen, men fanges man ikke ind, skal man overveje at lade være.

Forfatterne giver ti anbefalinger til lærere. Den første anbefaling, "Bliv en ægte prof", uddybes således: "Gode lærere er engagerede. De interesserer sig for deres fag og deres elever. De lægger utallige timer i deres arbejde". Det er en masse. Men det er ikke nok. Det er en af bogens empirisk underbyggede pointer: Det tager 10.000 timer at udvikle en ekspert. Det gør det, når det gælder klaverspil, og det gør det, når lærere skal udvikle sig til eksperter og "ægte proffer". Den anden anbefaling, "Start med dig selv: Undersøg din egen erfaring", baserer sig på en reference til Mahatma Gandhi og beskrives derefter ved fem spørgsmål, man som lærer kan stille sig selv, for eksempel: Hvornår har du sidst suppleret din egen uddannelse for egen regning? Og: Virker det, du laver? Hvordan kan du vide det?

Sådan bliver det ved. Dette er ikke en bog, der ved første læsning begejstrer denne anmelder. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke findes læsere, der vil blive begejstrede og motiverede af at læse bogen. Læses bogen sammen med kolleger, der også savner en positiv vision for lærerarbejde og skole i Danmark, må der være inspiration at hente, men der kræves et stort oversættelsesarbejde - en evne til at finde egne eksempler fra hverdagen, der matcher den empiri, der gives i bogen.