I baghaven dyrker jeg det, som ikke må se dagens lys. Mon det er sådan, redaktør og forfatter har tænkt det? Bogens titel har nemlig en eftersætning: "- at dyrke den forbudte plante i baghaven". Modersmålsundervisning forsvandt stort set fra folkeskolen i 2001, da regeringen Fogh i regeringsgrundlaget annoncerede:  "Modersmålsundervisning skal begrænses".

Forskere på feltet opfattede dette som en katastrofe. Omar Dhahir forholder sig til de sidste 15 års ørkenvandring fra en usædvanlig synsvinkel. Som universitetslærer møder han studerende med arabisk herkomst, som har valgt arabisk som universitetsstudium. Her oplever han unge med dansk grundskolebaggrund uden fundamentale kundskaber på deres modersmål. Flere af de unge har meget begrænset viden om det samfund, de lever i. Det giver problemer af både sproglig, faglig og social art.

Bogen handler egentlig om kulturmøde i universitetsmiljø. Hvad kommer det folkeskolelærere ved? kunne man spørge. Men svaret er: Ikke så lidt! Folkeskolen som dannelsesskole har en vigtig rolle i alle elevers skolegang. Uden mulighed for modersmålsundervisning deltager en voksende elevgruppe i fagindlæring på et sprog, som er deres andetsprog. Dette giver dem begrænsede muligheder for at bære tilegnet viden fra skole til hjem og den modsatte vej.

Sprog er mere domænestyret, end vi tænker over i hverdagen. I de næste år vil et voksende antal elever i folkeskolen skulle udvikle deres sproglige kompetencer og faglige viden foruden deres dannelse som borgere i folkestyret. Et stort ansvar hviler på fag- og sproglærere. Lad alle faglærere se sig selv som sproglærere!

Bogen giver os god anledning til at reflektere over, hvordan vi ruster disse unge borgere bedst muligt. Desværre giver den ikke mange bud på dette og er i øvrigt skrevet i et omstændeligt og tungt sprog. En skarp redaktør ville have forlangt omskrivning. Jeg vil lade bogen stå som inspiration til refleksion for ansatte i folkeskolen i forhold til undervisning af de nyankomne elever. Diskussionen er stadig aktuel.