En overvældende mængde af målstyringsredskaber udbydes til undervisning på alle niveauer på det pædagogiske marked. Derfor har denne bog en mission ved kort og klart at beskrive, hvad nogle af de mest anvendte taksonomiske redskaber går ud på. Lærere og andre aktører i uddannelsesverdenen kan gennem denne bog få god information om forskellige taksonomiers baggrund og funktion. Der findes problematiserende afsnit, beskrivelser af de mest anvendte taksonomier og eksempler på anvendelse i praksis skrevet af overbeviste undervisere.

Bogen består af fire hovedafsnit. Først en generel introduktion. Dernæst et afsnit om baggrunden for målstyret undervisning og brug af taksonomier. En række hyppigt anvendte taksonomier: Blooms taksonomi, Solo-taksonomien, Marzanos taksonomi, Krathwohls taksonomi for affektiv læring og Simpsons taksonomi for psykomotorisk læring præsenteres i de følgende kapiter. I sidste afsnit er der fire beretninger om, hvordan taksonomierne kan anvendes i praksis.

Bogen spænder vidt, og nogle emner er ret kortfattet beskrevet. Antologier, der belyser et tema ud fra forskellige forfatteres opfattelse og synspunkter, er på mode. Der er åbenbart mange forfattere, der ikke giver sig tid til at skrive en hel bog. Det bevirker, at denne bog trods en fælles linje virker noget fragmentarisk.

Fremhæves skal introduktionen til bogen af Elisa Nadire Caeli og Peter Andersen. Den beskriver nuanceret taksomiernes fordele og begrænsninger, understreger betydningen af, at der formuleres mål for elevernes læring, og at eleverne er bevidste om disse mål. De skal også selv kunne formulere deres mål og vurdere deres egne præstationer.

Hatties kendte tre spørgsmål og hans hierarki over, hvad der virker, gennemgås. I den forbindelse inddrages taksonomierne som et nyttigt redskab. Men taksonomierne er primært for nybegyndere og de øvede - ikke for de dygtige. ”Deres handlemønstre er for nuancerede til at kunne fanges i en taksonomi. Man skal være opmærksom på, hvornår taksonomierne kan fremme læring, og hvornår de hæmmer den”.

Teaching to test og overdreven brug af taksonomier har i England og USA ført til tilbagegang i læringens kvalitet og elevernes standpunkt. Udviklingen i læring foregår ikke altid efter taksonomiernes progression. Den foregår ofte i spring. ”Som lærer skal du give plads til det nuancerede og uventede og lade taksonomien fremme læring - ikke kvæle. Med andre ord: Du skal finde balancen mellem det læringsfremmende og det læringshæmmende”.

Efter denne nuancerede anbefaling af brug af taksonomier tages tråden op af James Nottingham med lignende synspunkter. Han understreger også, at behovet for taksonomier bliver mindre, efterhånden som kompetencerne øges, men samtidig gør han rede for, hvordan taksonomier kan hjælpe eleverne i deres læring med klare beskrivelser af mål for læring. ”Men husk endelig: Taksonomier skal fremme læring, ikke styre læring”.

Gennemgangen af de nævnte taksonomier giver en smagsprøve på, hvad de går ud på, og hvad de kan bruges til. Det gælder både kognitive, motoriske og affektive taksonomier, og endelig beskriver begejstrede praktikere, hvordan taksonomier kan bruges helt konkret.

Bogen er inspirerende, og eksemplerne giver et godt første indblik i, hvordan taksonomiernes hierarki kan anvendes. Men jeg er noget skeptisk over for beskrivelsen af anvendelsen af dem i de praktiske forløb, hvor jeg netop synes, at de bruges så bastant og overvældende, at de kan være hæmmende for elevernes læring.

I praksiseksemplerne oplever jeg, at den engagerede optagethed af taksonomier og målstyring går ud over den faglige kvalitet. Man er så fokuseret på målformulering og taksonomier, at væsentlige sider af fagenes indhold går tabt. Det, der passer til målstyringsredskaberne, opprioriteres - det, der er vanskeligt at indpasse i systemet, forsømmes. Det synes at nærme sig en undervisning med konkrete mål uden et seriøst fagligt indhold. Indholdstomme mål. Udvælgelse af et eksemplarisk indhold synes undertiden at være fraværende. Det er også karakteristisk, at fagdidaktiske overvejelser stort set ikke indgår i beskrivelserne.

Jeg synes, at taksonomierne er bedst egnede som et redskab i lærernes planlægning. Man bliver opmærksom på, hvilke læringsniveauer man arbejder på, og undgår en alt for ensidig træning af elementære færdigheder. Taksonomiernes forslag til formulering af mål kan også være en hjælp til lærernes eget arbejde med at finde ord for mål.

Konklusion: En god introduktion, der kan danne baggrund for videre studier. Den giver mulighed for at tage stilling til, om det er værd at bruge taksonomier med måde.