Læreres arbejde forandres til stadighed. Arbejdsgivere og forældre stiller nye krav og forventer, at lærere er bærere af nye kompetencer også inden for området "at undersøge og dokumentere egen hverdag".

Kravene starter på læreruddannelsen, hvor alle studerende nu skal møde forskningsinformeret undervisning, og hvor de selv i deres bachelorprojekt skal forske og indsamle empiri som en del af deres projekt.

Og allerede nu har der indsneget sig en mindre fejl i anmeldelsen – det ville forfatterne af "Lærerens undersøgelsesmetoder" i hvert fald mene - og de har ret. Det er nemlig en af de fine ting ved deres bog: At de starter med at konstruere en systematik for det område, bogen handler om. At forske er nemlig ikke noget, hverken lærerstuderende eller lærere gør. Forskere forsker. Lærerstuderende gennemfører studieundersøgelser, og lærere gennemfører praksisundersøgelser.

Det er rigtigt, og det er vigtigt i en tid, hvor meget forandres, og hvor der formuleres et stort forandringstryk på skolefeltet, at vi bruger de rigtige ord om os selv. Derfor er det godt, at bogen indledes med kapitlet "Lærerens videnslandskab", hvori der på klargørende vis redegøres for det meget komplicerede landskab, lærere fungerer i, når de udfører deres profession. Lærere skal kunne håndtere: common sense-viden, praksisbeskrivelser, professionsviden, videnskabelig viden og teoretisk viden. Lærere skal vide, at alle disse vidensformer perspektiverer forskellige positioner i deres arbejdsfelt.

Videnskabelig viden frembringes nemlig af forskere med det særlige formål at beskrive særlige aspekter af læreres arbejde - ikke lærerarbejdet i dets totalitet og fulde fylde, selv om den frembragte viden skal være pålidelig og gyldig inden for rammerne af deres forskning. På samme måde kan lærere heller ikke gennem deres praksisundersøgelser fremstille læreres arbejde fuldstændigt. Der er altid en vinkel, et perspektiv og et blindt punkt.

Bogens tyngde ligger naturligvis i beskrivelsen og diskussionen af de undersøgelsesmetoder, forfatterne har valgt: observation, interview og spørgeskemaundersøgelser. Alle tre metoder beskrives grundigt og alle tre med samme omhu for at fremstille metodens styrker og begrænsninger. Som læser mærker man en nærhed til skoleområdet gennem de fine små eksempler fra skolens hverdag.

Bogen rummer også et kapitel om, hvordan man kan undersøge de mange forskellige typer af data, skolen som institution sørger for er allerede eksisterende, for eksempel kvantitative data (regnskaber og budgetter med mere) og kvalitative data (mødereferater, elevplaner, børnemiljøundersøgelser og naturligvis artefakter fra skolerne: elevtegninger, elevstole og andet). Det er et glimrende lille kapitel, der vil minde mange lærerstuderende og lærere, der skal i gang med at designe og gennemføre konkrete undersøgelser, om, at den konkrete skole altid findes, inden undersøgelsen starter.

"Lærerens undersøgelsesmetoder" er en meget anbefalelsesværdig bog, der når vidt omkring på 190 sider. Et sidetal, der ikke kan skræmme potentielle læsere, slet ikke lærere, der møder lærerstuderende i deres praktikperioder, eller når de arbejder med deres bachelorprojekter. Her er bogen en værdifuld håndbog. Læs den, og brug dens mange gode skemaer og modeller.