Fredericia bruger meget få penge per elev i folkeskolen. Se nøgletal og folkeskolens artikler om hver enkelt kommune på http://www.folkeskolen.dk/kommunekort/
Millionbevilling: Fredericia får 16 ekstra lærere næste år
Fredericia har længe ligget og skrabet bunden, når det gælder kommunens brug af penge på folkeskoleområet. Men nu er der en lille opmuntring på vej, for til sommer får den østjyske kommunes skoler en ekstrabevilling på 7,8 millioner kroner udelukkende beregnet til at ansætte flere lærere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"De ekstra penge skal først og fremmest styrke børnenes læring og trivsel, og det gør vi ved at ansætte flere lærere. På den måde styrker vi også lærernes rammer og vilkår for deres arbejde, først og fremmest de lærere vi allerede har, men også - så vi kan blive ved med at tiltrække de bedste lærere fremover", lyder det fra en glad udvalgsformand Ole Steen Hansen i hans blog.
16 nye lærere kan det blive til, og det glæder også formand for Fredericia Lærerforening Per Breckling.
"16 nye fastansatte lærere - det kan vi kun være tilfredse med!"
Per Breckling har dog to bekymringer. Dels er bevillingen kun for ét skoleår, og han håber selvfølgelig meget på, at den kan blive permanent. Dels er den delvis finansieret af, at elevtallet i Fredericias 10.-klassecenter er faldet markant i år, og det bekymrer Per Breckling. Han frygter, at det er udtryk for, at nogle elever, som kunne have haft glæde af et 10. skoleår, har valgt noget andet, fordi der er skåret ned på den individuelle uddannelsesvejledning.
Fredericia Byråd har fået lavet en analyse af, hvordan de tildelte resurser til familieområdet er blevet brugt, og om de kunne bruges anderledes, og det er den analyse, som har vist, at der var penge at hente til at forbedre lærernormeringen. Dertil kommer 2,8 millioner fra børn- og ungebudgettet, herunder altså penge fra 10.-klassecentret.
Mere om Fredericia kommune på folkeskolen.dk