Det er igen den norske forfatter Arne Svingen, der bringer en vedkommende, indtrængende og rørende historie frem til læsere i 12-16-årsalderen, ja, for alle aldre. Som ingen anden kan han hoppe ind i hovedet på en dreng og skabe en tæt, væsentlig og eksistentiel historie.

Faderen er plaget af samvittighedskvaler af enorme dimensioner, og det er egentlig ikke så sært. I påvirket tilstand kørte han galt i bil med Eirik og Eiriks mor. Sidstnævnte blev dræbt ved ulykken, og Eirik fik så svære skader, at han nu ikke længere kan bruge sine ben og må sidde i kørestol.

I Berlin prøver faderen lidt hovedløst at tjene penge ved at bokse i en lyssky bokseklub om aftenen, men han får frygtelige tæsk, bliver skadet og må opgive.

Det er Eirik, der må være den stærke – også over for sin bokserfar. Han møder to jævnaldrende børn i Berlin, Sandra og Heinz, som han får et godt venskab med, hvor umuligt det end kan synes. De spiller fodbold – Eirik står på mål i kørestolen! – og han er med dem i skole, hvor han fortæller om landet, han kommer fra, Norge.  Men nettet strammes omkring Eirik og hans far, og faderen forsøger, stærkt presset, som han jo er, at springe ud fra et hus højt oppe fra, hvis han ikke må være sammen med sin søn, for det er blandt andet det, flugten handler om.

Historien rammer læseren lige i hjertekulen. Arne Svingen kan noget helt unikt. En bog om Frankenstein spiller også en rolle i historien, der slutter med et brev fra Eirik til faderen, hvor Eirik – som en anden dygtig mediator – udlægger sin opfattelse af situationen og erklærer faderen sin ubetingede kærlighed.

En dejlig og yderst velskrevet (oversætteren er dygtige Susanne Vebel) historie om en dreng i en klemt, men ikke umulig situation.